Hvad skabte mig? 

På mange måde rummer ridningen både nogle af de største glæder, men også de største udfordringer i mit liv. Jeg fik en pony, da jeg var 10, og som lillebitte, tynd og splejset pige, kunne jeg ikke styre den. Mine forældre var meget engagerede og selvom jeg meget lykkelig over ponyen, bragte det mig også mange tårer fordi jeg faktisk ikke kunne ride. Hver eneste weekend gik jeg til stævne i enten spring eller dressur. Og hver eneste weekend oplevede jeg den ydmygende lyd af hornet der bragede igennem lokalet, når jeg blev diskvalificeret pga. for mange fejl. Men jeg blev ved og en dag vendte det. Pludselig begyndte jeg at vinde og jeg har stadig kassen med rosetter stående på mit loft. Jeg er taknemmelig for at mine forældre blev ved med at støtte mig i ridningen, for det betød at jeg fik brudt med fortællingen om at jeg ikke kunne. Det har sat et stort præg på mig, og i dag er udfordringer noget jeg godt tør tage op, fordi jeg ved at man kan vende selv den hårdeste fiasko til succes – hvis bare man bliver ved!

Biblen var en af de bøger som min mor læste højt for mig om aftenen, og det var en fantastisk indføring i nogle af de tekster og historier, der har præget den vestlige civilisation allermest. Jeg var meget troende, da jeg var barn og brugte Gud som en hjælper, jeg kunne tale til og med. Min mor var meget litteraturinteresseret og sad på min sengekant og læste hver eneste aften imens jeg lå trygt under dynen. Det udviklede i høj grad min store kærlighed til litteratur, men også min kærlighed til sproget og det at fortælle historier. Det fantastiske ved litteraturen er jo netop at man kan leve alle mulige liv og opleve hele verden – hjemme fra sin sofa.

Ved siden af sit arbejde var min far taxa-vognmand, og havde fem Mercedes'er. Vognmændene kom meget i vores hjem og jeg husker tydeligt at når ringeklokken lød om aftenen, så var det altid en af fars chauffører og der var helt sikkert problemer. Så gik de ind på kontoret og lukkede døren. Når bilerne ikke kunne køre mere som taxa, fik vi dem som privatbil. I min barndom havde vi aldrig andet og jeg er nærmest vokset op på bagsædet af en Mercedes. Den dag i dag sidder den helt karakteristiske snurrende lyd af dieselmotoren og lugt af Mercedes stadig i mig. Det var altid nogle meget flotte, gamle biler med træ i instrumentbrættet og lækre læderbetrukne sæder og vildt meget plads! Så Mercedes hænger sammen med min far og er en bil jeg holder utrolig meget af. Jeg har stor kærlighed til den.  

Hvis min far var Mercedes og dyb diesel, var min mor indbegrebet af kunst og kvindelighed. 

Kunst betyder utrolig meget for mig og jeg går jævnligt på kunstmuseer. Min mor arbejdede nemlig ikke blot på Lyngby Stadsbibliotek, hun arrangerede også udstillinger på Sophienholm igennem 30 år, og hendes hjerte bankede i høj grad for kunsten. Så snart jeg kunne være stille i mere end 5 minutter, blev jeg blev jeg taget med til alle ferniseringerne og fik lov til at møde kunstnerne. En gave jeg i dag forsøger at give videre til min egen søn. 

Min mor var meget glad for Skagensmalerne og i særdeleshed Anna Ancher. Jeg har valgt dette billede pga. roen og farverne. 

Jeg er barn af 80’erne med alt hvad der dertil hører af højt hår og hårspray, lyserød læbestift, blå mascara og højtaljede bukser, der var strammet ind i livet. Jeg elsker tidens store plastikøreringe, og faktisk sværger jeg mere til plasticøreringe end guld og sølv. Jeg er vild med de mange farver og former. De er simpelthen så fede! Min ungdom er jo foregået i pastel og plastik, og den lyseblå, som vi ser her på billedet, var min absolut yndlings. Der er noget ved 80’er moden som jeg godt kan lide, og der var fuld skrue på looket da jeg var ung. Måske er det min hang til det teatralske og lidt dramatiske, der gør at 80’erne stadig lever lidt i mig.

Teateret er en stor del af mit liv og bor dybt, dybt i mit hjerte sammen med eventyret og fantasien. Jeg elsker at kunne bevæge mig ind i et rum, hvor alt kan ske. Jeg elsker HC Andersen og hans meget mundtlige skrivestil med konstant indlagte replikker. Hans historier er lige til at opføre og man kan mærke at de er skrevet for at blive fortalt og blive hørt. På mange måder kan HC Andersen ses som en rød tråd i mit liv. Eller i hvert fald fortællingen, eventyret og lysten til ordet. Jeg er oprindeligt uddannet skuespiller og optræder i dag med at opføre hans eventyr, hvor jeg holder særligt meget af at fortælle Den Flyvende Kuffert, Svinedrengen og Prindsessen på Ærten. Da jeg startede på skuespillerskolen var jeg en meget genert pige, og havde brugt det meste af min ungdom mellem bøger og min hest. På den måde var det en stor modsætning da jeg skulle op på scenen, men jeg det bekom mig nemt, fordi det var en rolle. Hvor jeg i mange sammenhænge var tavs turde jeg åbne mig op når det handlede om formidlingen af en god historie. Teatret tvang mig til at kaste den lidt generte og tilbageholdende skal af mig. Jeg tror det er et skisma som mange skuespillere oplever. At man på den ene side er drevet af at være på og på den anden side har lyst til at løbe skrigende bort og gemme sig i mørket.

Karen Blixen er en af mine allerstørste danske heltinder. Jeg kan tydeligt huske hvordan hun sagde sætningen “I am a storyteller” imens hun hang lidt i ordene. Og her gælder det samme som for HC Andersen, nemlig at det er den røde tråd i mit liv. Det er det, der driver mig og det, der løber i mine årer. Fortællingen, formidlingen og ordet.

Ligesom Karen Blixen selv siger, så er jeg også en storyteller, og det er meget det, der binder mit liv sammen i dag. Teatret, retorikken og nu tv’et – det er min kærlighed til at fortælle historier. Det er det, der skabte mig. 

Jeg kan godt lide at hun sidder og ryger på billedet, for hun var en rigtig levekvinde og livsnyder, der ikke stod i vejen for vin, cigaretter og champagne.