• Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv

Henter afspiller ...

Østerlars Kirke

1100

Beskrivelse

Bornholms største rundkirke

Østerlars Kirke er nok Bornholms mest berømte rundkirke. Den er også den største af øens fire rundkirker med en ydre diameter på 16 meter. Kirken er af granit og er opført omkring år 1100. Ligesom de andre rundkirker har Østerlars spor efter fæstningsarkitektur. For eksempel har der været en åben skyttegang på tredje etage i kirken. Rundkirkerne er muligvis tænkt som forsvarsværker på grund af vendernes hærgen. Men hvis rundkirkerne nogensinde reelt fungerede som fæstninger, så mistede de funktionen i løbet af middelalderen. Her sløjfede man skyttegangen ved at forhøje kirkens mure og ændre tagkonstruktionen.

Mord og terror på Bornholm

I Østerlars Kirke hænger en mindetavle over præsten Jørgen Jensen Sode og hans kone Maren Hansdatter Anker. I februar 1658 blev Bornholm afstået til Sverige. I april ankom den svenske kommandant Johan Printzenschöld med kone og fem børn til Bornholm. Det blev et kort ophold. I november 1658 opfordrede Frederik den Tredje bornholmerne til oprør. En sammensværgelse på 22 mand blev dannet, anført af blandt andet Poul Anker Hansen. 8. december forlod Printzenschiöld Hammershus og red mod Rønne. De sammensvorne fulgte efter. Den aften blev Printzenschiöld skudt i Storegade i Rønne. Uanset det var uheld, mord eller terror, blev det afslutningen på det korte svenske herredømme over Bornholm. Marens bror Jens har fået ærestitlen Bornholms befrier.

Skrevet af Peter Pentz

Fire brødre i hver sin rundkirke

Af Erling Haagensen De præstetavler, vi finder i våbenhuset i de bornholmske kirker, er til en vis grad familietavler. Her finder vi i flere tilfælde stamfaderen til kendte, bornholmske slægter. Vi kan illustrere det ved at se på præstetavlen i Hasle. Eller rettere sagt, det havde vi kunnet, hvis kirken, ligesom de fleste andre kirker på Bornholm, havde haft sin præstetavle ophængt i våbenhuset. Fortegnelsen findes, men da den i Hasle ikke er ophængt som tavle, må vi gå til det skriftlige dokument. Som nummer syv på listen finder vi Jens Hansen Sode, der kommer fra Halland i Sverige. Han bliver præst ved Hasle og Ruts kirker i 1654, da hans forgænger, Mikkel Olufsen, pludselig dør. Mikkel er blevet et offer for Den Sorte Død, en pestepidemi, der hærger Bornholm i 1654 og det år dræber 4569 personer, heraf 6 af Bornholms 15 præster. Omkring en tredjedel af Bornholms befolkning dør af pest indenfor samme år. Men det er en anden historie. Mikkel har efterladt sig en ung enke, Margrethe, der menes at stamme fra Næstved. Når en ung præst i gamle dage skulle overtage et embede, så var det ikke altid kun kirken, han overtog. Han overtog også tit forgængerens enke. På den måde var enken sikret sin pension uden udgifter for kirken. Hun kunne blive boende på præstegården og opretholde sin sociale og økonomiske status. Det betyder selvfølgelig også, at præstefamilierne bliver giftet ind i hinanden på kryds og tværs. Det var nemlig ikke altid, enken ved ægtemandens død havde nået det, den katolske kirke kalder ”den kanoniske alder”, det vil sige den alder, hvor kvinden ikke længere kan føde børn. Hun kunne derfor blive mor til en søskendeflok, der havde to forskellige præster som fædre. Og netop sådan blev det med den enke, præsten Jens Sode overtager sammen med præsteembedet i Hasle. Hun medbringer i ægteskabet Mads, søn af Mikkel. Han bliver præst ligesom sin far, og denne Mads Mikkelsen finder vi som nummer 9 på præstetavlen i Nylars Rundkirke. Jens Sode bliver far til yderligere tre af Margrethes sønner: Hans Sode, Jakob Sode og Jørgen Sode. Alle tre bliver præster, og med dem bliver den bornholmske Sode slægt grundlagt. Sønnen Hans Sode finder vi på præstetavlen i Nyker Rundkirke, Jakob Sode finder vi på præstetavlen i Olsker Rundkirke, og Jørgen Sode finder vi på præstetavlen i Østerlars Rundkirke. Altså fire børn med samme mor, der bliver præster ved hver sin af øens fire rundkirker. Nu vi er ved præstetavlen i Hasle kan vi se, at Jens Sodes efterfølger hedder Povl Ancher. Det navn siger os da noget. Det er ganske rigtigt den Povl Anker, der var den intellektuelle hovedmand bag Bornholms befrielse i 1658. Han har ikke overtaget nogen enke. Til gengæld bliver han gift med sin forgængers datter, Karen Sode, som altså er en søster til de fire præstebrødre i rundkirkerne. Præsten i Østerlars Rundkirke, Jørgen Sode, er således svoger til oprørspræsten Povl Ancher i Hasle. Men familieforholdet slutter ikke der. Også Jørgen Sode har måttet gifte sig med sin forgængers enke. Hun hedder Maren Ancher, og hun er søster til Povl Ancher. Jørgen Sode i Østerlars og Povl Anker i Hasle er altså dobbelt besvogrede, begge gift med den andens søster. Maren Anchers tidligere ægtemand, Jørgen Sodes forgænger, hedder Oluf Sonne. Han og Maren har fået otte børn sammen og har dermed grundlagt den bornholmske slægt Sonne. I sit ægteskab med Jørgen Sode får Maren yderligere tre børn, Jens, Herman og Margrethe. Povl Anchers søster Maren er således ikke alene stammoder til familien Sonne, men også mor til tre efterkommere af familien Sode. De bornholmske slægter Sonne, Sode og Anker er således grundlagt af præster, og familierne er fra begyndelsen vævet ind i hinanden. Vi genfinder familie medlemmerne på mange af præstetavlerne rundt omkring i de bornholmske kirker I Østerlars kirke har vi i øvrigt et billede af Jørgen Sode sammen med Maren og ægteparrets tre børn. Vi har ikke noget billede af frihedshelten Povl Anker. Men vi har altså her et billede af hans søster. Povl Ancher var præst i Hasle og Rutsker i 43 år. Han blev forlovet med Karen allerede efter et halvt år i stillingen. Hun skænkede ham tre sønner og to døtre, og hun dør efter 30 års ægteskab. Selv om Povl Anker nu har nået den høje alder af 56 år, gifter han sig igen, nu med den unge Lene Nielsdatter. Med hende får han yderligere to sønner og to døtre, altså i alt 9 børn. Men hans nye kone giver desværre også anledning til, at en ualmindelig makaber mordsag kaster en skygge over Povl Anchers sidste år. Det går således til: Lene Nielsdatter har to brødre, Hendrik og Hans. Hvad baggrunden er, ved vi ikke, men en sommeraften i 1695 har Hans gemt sig i et krat mellem Allinge og Sandvig. Han ligger og venter på sin bror, der er på vej hjem til Sandvig efter et besøg i Allinge. Måske har det noget at gøre med ”kvindfolk”, eller med andre ord jalousi. Som sagt ved vi ikke, hvad der ligger bag. Men vi ved, at Hans denne aften lurer på sin bror sammen med to hjælpere, en fætter, der også hedder Hans, og dennes medhjælp Lavrids. De har medbragt et gevær og en økse. Lige inden bror Hendrik når Allinge, bliver han overfaldet af de tre. Fætter Hans hugger øksen dybt i panden på Hendrik. Han falder på knæ. Da han, med blodet løbende ned over ansigtet, alligevel har kræfter til at prøve at rejse sig, giver Laurids ham et bedøvende slag i nakken med geværkolben. Broder Hans træder nu til. Han trækker frakken godt op om sin brors massakrerede hoved. Så slæber de liget ned til stranden, binder en line i det og gør linen fast til en robåd, de har liggende i strandkanten. De ror ud med liget og sænker det på dybt vand. Et eller andet motiv må der jo have været til dette mord. Hendriks enke er da heller ikke i tvivl. Hun udpeger straks fætter Hans som hendes mands morder. Fætter Hans bliver øjeblikkelig arresteret og indsat i Manteltårnet på Hammershus. Men resten af de sammensvorne er jo stadig på fri fod, og de planlægger, med rigtig mange gode venners hjælp, at befri fætter Hans. Blandt medhjælperne er, foruden broder Hans, flere velanskrevne borgere i ansete stillinger samt et større antal bønder og fiskere. Også Povl Anchers kone, søsteren Lene, er med til at planlægge befrielsen. Men det bliver broder Hans, der sammen med to hjælpere udfører selve befrielsen af fætter Hans. De sniger sig ind i fæstningen Hammershus ad en stejl og skjult sti, der går fra dalen op til Blommetårnet, den samme sti i øvrigt, der blev brugt af Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt under deres flugt fra Hammershus godt 30 år tidligere. De tre bryder sig vej ind til fangen og befrier ham. Senere får de ham udskibet til Skåne, hvor han er i sikkerhed for det danske retsvæsen. Men, dengang som nu løber rygterne hurtigt på Bornholm. Det kommer øvrigheden for øre, at det er den myrdedes egen bror, der har været med til at befri morderen. Bror Hans bliver pågrebet, fængslet og dømt som brodermorder. Han bliver ført til København for at få den endelige dom af Højesteret. Den bliver afsagt den 22. Maj 1696. Broder Hans dømmes til døden. Han bliver nu sendt tilbage til Bornholm, hvor dommen skal eksekveres. Han bliver halshugget på retterstedet i Allinge den 28. juli samme år. Povl Anchers kone har dermed mistet begge sine brødre og Povl Ancher to af sine svogre. Kun få af de øvrige medhjælpere bliver også dømt, og straffen bliver mild. En byfogde må fratræde sin stilling, en bonde og en fisker får hver tre måneders fængsel på Hammershus. Resten slipper for tiltale. Når så mange ansete mænd kunne medvirke til at skaffe morderen på fri fod, kunne det tyde på, at motivet til mordet har været forståeligt. ”De skjulte tråde i mordtragedien synes i det hele at være spundne af kvindelidenskab”, skriver lokalhistorikeren M.K. Zahrtmann. Det er det nærmeste, vi kan komme et motiv. Povl Ancher har i øvrigt endnu en søster, Marta Ancher. Hun bliver også gift med en bornholmsk præst. Desværre for hende. For denne præst får en ulykkelig skæbne, der på mærkelig vis også rammer en anden af Bornholms befriere, borgmester og landsdommer Peder Olsen. Alt sammen takket være hunden Krans. Men det er en anden historie.

Skrevet af Erling Haagensen

Kolofon

Administrator
Peter Pentz
Fotograf
Gyfuyg
Fotograf
http://www.livinghistory.dk/
Forfatter
Erling Haagensen
Forfatter
Peter Pentz

Relaterede emner