• Dansk Kulturarv

Henter afspiller ...

Bakkehusene

1921

Beskrivelse

Rækkehuse forud for deres tid

Have og eget hus til almindelige folk. Det var intentionen bag Københavns Almindelige Boligselskabs, KAB, første store projekt, Bakkehusene ved Bellahøj. 171 boliger i halvandet plan blev bygget mellem 1921-23. Arkitekterne bag hed Ivar Bentsen og Thorkil Henningsen. De var blevet inspireret af provinsbyernes mindre byhuse med en lille forhave og lidt større baghave. KAB's direktør F. C. Boldsen havde allerede i 1909 været i England for at studere havebyen Letchworth, skabt efter inspiration af englænderen Ebenezer Howards bog, Garden Cities of Tomorrow.

Intellektuelle indflyttere

Bakkehusene var ikke nødvendigvis en arbejderdrøm som gik i opfyldelse. Hvad vi i dag ser som et attraktivt og centralt sted med lys og luft, blev dengang betragtet med nogen skepsis. Husene lå i 1920'erne langt ude på landet, uden sporvogn og ved en slaggevej. Selvom rækkehusene var gennemtænkte, blev de betragtet som grimme og barakagtige, og de blev derfor aldrig populære blandt almindelige mennesker. Rækkehuse blev ikke anset for at være helt så meget en egen bolig, som idealet fra borgerskabet tilskrev. I stedet for arbejdere rykkede intellektuelle ind. De så stort på, at man ikke helt havde sit eget hus, og satte pris på den nye boform og det anderledes byrum.

Skrevet af Jacob Bjerring-Hansen

Ad Memorylane

En tur ad Barndommens gade I sommeren 2015 var min bror Anders og hans kone Julie hjemme på besøg fra USA.. En dag besluttede vi os for en nostalgitur til vort barndomskvarter Markvej i Bakkehusene ved Bellahøj. Et sted vi begge mindes som noget ganske særligt og et dejligt sted med rigtig god plads til at lege og have kammerater med hjem. Nu satte vi som to gamle mennesker på omkring de 80 kurs mod barndommens kvarter. Vi huskede begge Markvej som en rigtig vej, hvor man kunne tegne hinkeruder, sjippe, spille kugler uden at der overhovedet kom en bil. Der var masser af plads at boltre sig på. Henne for enden af Markvej lå plænen - Rødkilde plads -som plænen egentlig hed, men for os var det slet og ret plænen. Vi rullede ind på Markvej,og overraskelsen var enorm og skuffelsen ikke mindre. Hvad var der dog blevet af vort barndoms paradis. Frem dukkede en lille smal vej og med biler parkeret hele vejen langs den ene side, Husene synes småbitte, og hvad vi begge huskede, som en pæn stor forhave var et lille bitte stykke jord med lidt græs og nogle planter. Det hele virkede udover meget småt så ret slidt, men hvad der var jo osse gået over næsten et trekvart århundrede, siden vi havde sjippet og hinket der. Som vi stod der og kikkede på vor barndoms herlighed vældede minderne frem. Det lød fra Anders:" kan du huske dengang mor havde arvet en gongong fra Bebar og Bebe?", vore bedsteforældre. Om jeg kunne... jo Mor proklamerede, at nu ville hun blot gå ud på vejen med gongongen,og når vi så hørte den, skulle vi komme hjem. "Åh ja! kan du huske,da vi var ovre på plænen og spillede rundbold, så lød det pludselig fra Ole Nederdel:" jeres Mor står nede på vejen og slår på et grydelåg". Flove over vores mor optræden, skyndte vi os hjem, så mor i det mindste kunne gå ind med sit "grydelåg" Det var første, sidste og eneste gang, Mor anvendte gongongen . I sommeren 2004 tog jeg gongongen med til Minnesota som bryllupsgave til Anders datter Lisa. Vi fortsatte vor tur gennem mindernes tågede slør og nu lød det fra Anders:" åh ja kan du huske Ole Nederdel? Ja mon ikke jeg kunne. Tilnavnet Nederdel fik han,fordi hans korte bukser var så lange, at de lignede en nederdel, og så var han iøvrigt møgirriterende. Når vi i eksamenstiden mødtes om aftenen på plænen efter dagens tur ved eksamensbordet, mødte Ole Nederdel altid op med de flotteste karakterer, vi andre kunne slet ikke være med. Jo og så havde han en irriterende lillesøster Ellen, der altid havde langnæse, så hun blev kaldt "Snot Ellen". Børn kunne osse dengang mobbe hinanden. Det ord var blot ikke opfundet den gang. Nu har Anders været i det store udland siden 1959 og ligesom sluppet taget i Danmark. selvom han var mange år om at slippe sit danske statsborgerskab. Flere gange meldte han sig til optagelse for at blive optaget som amerikansk statsborger. og flere gange vendte han om og gik hjem til Julie, uden at være blevet amerikaner. Først en gang i 80erne gjorde han alvorlig af det og blev amerikaner. "Anders ved du iøvrigt, hvad der blev af Ole Nederdel og Ellen"? spurgte jeg . og selvfølgelig vidste han ikke det. Ole Nielsen (Nederdel) blev en af Danmarks førende børnekirurger og Ellen blev gift med vores fætter Erik. Flere år senere fortalte vores papfar, der dengang i firserne var enkemand, at han havde mødt en dame. Stor var min forbavselse. Det var Ole Nederdels og Ellens mor. Ja så var ringen sluttet og nu stod Anders jeg her på Markvej 21 og funderede over,hvordan erindringens slør kan trækkes til side, så man næsten oplever det hele igen som var det igår. Men vi håbede, at alle var ligeså glade, som vi var for at bo i Bakkehusene. Vort barndomshjem fra 1936 til 1951 Anders og Jane, Markvej 21

Skrevet af Marianne Rohrberg

Ad Memorylane

En tur ad Barndommens gade I sommeren 2015 var min bror Anders og hans kone Julie hjemme på besøg fra USA.. En dag besluttede vi os for en nostalgitur til vort barndomskvarter Markvej i Bakkehusene ved Bellahøj. Et sted vi begge mindes som noget ganske særligt og et dejligt sted med rigtig god plads til at lege og have kammerater med hjem. Nu satte vi som to gamle mennesker på omkring de 80 kurs mod barndommens kvarter. Vi huskede begge Markvej som en rigtig vej, hvor man kunne tegne hinkeruder, sjippe, spille kugler uden at der overhovedet kom en bil. Der var masser af plads at boltre sig på. Henne for enden af Markvej lå plænen - Rødkilde plads -som plænen egentlig hed, men for os var det slet og ret plænen. Vi rullede ind på Markvej,og overraskelsen var enorm og skuffelsen ikke mindre. Hvad var der dog blevet af vort barndoms paradis. Frem dukkede en lille smal vej og med biler parkeret hele vejen langs den ene side, Husene synes småbitte, og hvad vi begge huskede, som en pæn stor forhave var et lille bitte stykke jord med lidt græs og nogle planter. Det hele virkede udover meget småt så ret slidt, men hvad der var jo osse gået over næsten et trekvart århundrede, siden vi havde sjippet og hinket der. Som vi stod der og kikkede på vor barndoms herlighed vældede minderne frem. Det lød fra Anders:" kan du huske dengang mor havde arvet en gongong fra Bebar og Bebe?", vore bedsteforældre. Om jeg kunne... jo Mor proklamerede, at nu ville hun blot gå ud på vejen med gongongen,og når vi så hørte den, skulle vi komme hjem. "Åh ja! kan du huske,da vi var ovre på plænen og spillede rundbold, så lød det pludselig fra Ole Nederdel:" jeres Mor står nede på vejen og slår på et grydelåg". Flove over vores mor optræden, skyndte vi os hjem, så mor i det mindste kunne gå ind med sit "grydelåg" Det var første, sidste og eneste gang, Mor anvendte gongongen . I sommeren 2004 tog jeg gongongen med til Minnesota som bryllupsgave til Anders datter Lisa. Vi fortsatte vor tur gennem mindernes tågede slør og nu lød det fra Anders:" åh ja kan du huske Ole Nederdel? Ja mon ikke jeg kunne. Tilnavnet Nederdel fik han,fordi hans korte bukser var så lange, at de lignede en nederdel, og så var han iøvrigt møgirriterende. Når vi i eksamenstiden mødtes om aftenen på plænen efter dagens tur ved eksamensbordet, mødte Ole Nederdel altid op med de flotteste karakterer, vi andre kunne slet ikke være med. Jo og så havde han en irriterende lillesøster Ellen, der altid havde langnæse, så hun blev kaldt "Snot Ellen". Børn kunne osse dengang mobbe hinanden. Det ord var blot ikke opfundet den gang. Nu har Anders været i det store udland siden 1959 og ligesom sluppet taget i Danmark. selvom han var mange år om at slippe sit danske statsborgerskab. Flere gange meldte han sig til optagelse for at blive optaget som amerikansk statsborger. og flere gange vendte han om og gik hjem til Julie, uden at være blevet amerikaner. Først en gang i 80erne gjorde han alvorlig af det og blev amerikaner. "Anders ved du iøvrigt, hvad der blev af Ole Nederdel og Ellen"? spurgte jeg . og selvfølgelig vidste han ikke det. Ole Nielsen (Nederdel) blev en af Danmarks førende børnekirurger og Ellen blev gift med vores fætter Erik. Flere år senere fortalte vores papfar, der dengang i firserne var enkemand, at han havde mødt en dame. Stor var min forbavselse. Det var Ole Nederdels og Ellens mor. Ja så var ringen sluttet og nu stod Anders jeg her på Markvej 21 og funderede over,hvordan erindringens slør kan trækkes til side, så man næsten oplever det hele igen som var det igår. Men vi håbede, at alle var ligeså glade, som vi var for at bo i Bakkehusene. Vort barndomshjem fra 1936 til 1951 Anders og Jane, Markvej 21

Skrevet af Marianne Rohrberg

Ad Memorylane

En tur ad Barndommens gade I sommeren 2015 var min bror Anders og hans kone Julie hjemme på besøg fra USA.. En dag besluttede vi os for en nostalgitur til vort barndomskvarter Markvej i Bakkehusene ved Bellahøj. Et sted vi begge mindes som noget ganske særligt og et dejligt sted med rigtig god plads til at lege og have kammerater med hjem. Nu satte vi som to gamle mennesker på omkring de 80 kurs mod barndommens kvarter. Vi huskede begge Markvej som en rigtig vej, hvor man kunne tegne hinkeruder, sjippe, spille kugler uden at der overhovedet kom en bil. Der var masser af plads at boltre sig på. Henne for enden af Markvej lå plænen - Rødkilde plads -som plænen egentlig hed, men for os var det slet og ret plænen. Vi rullede ind på Markvej,og overraskelsen var enorm og skuffelsen ikke mindre. Hvad var der dog blevet af vort barndoms paradis. Frem dukkede en lille smal vej og med biler parkeret hele vejen langs den ene side, Husene synes småbitte, og hvad vi begge huskede, som en pæn stor forhave var et lille bitte stykke jord med lidt græs og nogle planter. Det hele virkede udover meget småt så ret slidt, men hvad der var jo osse gået over næsten et trekvart århundrede, siden vi havde sjippet og hinket der. Som vi stod der og kikkede på vor barndoms herlighed vældede minderne frem. Det lød fra Anders:" kan du huske dengang mor havde arvet en gongong fra Bebar og Bebe?", vore bedsteforældre. Om jeg kunne... jo Mor proklamerede, at nu ville hun blot gå ud på vejen med gongongen,og når vi så hørte den, skulle vi komme hjem. "Åh ja! kan du huske,da vi var ovre på plænen og spillede rundbold, så lød det pludselig fra Ole Nederdel:" jeres Mor står nede på vejen og slår på et grydelåg". Flove over vores mor optræden, skyndte vi os hjem, så mor i det mindste kunne gå ind med sit "grydelåg" Det var første, sidste og eneste gang, Mor anvendte gongongen . I sommeren 2004 tog jeg gongongen med til Minnesota som bryllupsgave til Anders datter Lisa. Vi fortsatte vor tur gennem mindernes tågede slør og nu lød det fra Anders:" åh ja kan du huske Ole Nederdel? Ja mon ikke jeg kunne. Tilnavnet Nederdel fik han,fordi hans korte bukser var så lange, at de lignede en nederdel, og så var han iøvrigt møgirriterende. Når vi i eksamenstiden mødtes om aftenen på plænen efter dagens tur ved eksamensbordet, mødte Ole Nederdel altid op med de flotteste karakterer, vi andre kunne slet ikke være med. Jo og så havde han en irriterende lillesøster Ellen, der altid havde langnæse, så hun blev kaldt "Snot Ellen". Børn kunne osse dengang mobbe hinanden. Det ord var blot ikke opfundet den gang. Nu har Anders været i det store udland siden 1959 og ligesom sluppet taget i Danmark. selvom han var mange år om at slippe sit danske statsborgerskab. Flere gange meldte han sig til optagelse for at blive optaget som amerikansk statsborger. og flere gange vendte han om og gik hjem til Julie, uden at være blevet amerikaner. Først en gang i 80erne gjorde han alvorlig af det og blev amerikaner. "Anders ved du iøvrigt, hvad der blev af Ole Nederdel og Ellen"? spurgte jeg . og selvfølgelig vidste han ikke det. Ole Nielsen (Nederdel) blev en af Danmarks førende børnekirurger og Ellen blev gift med vores fætter Erik. Flere år senere fortalte vores papfar, der dengang i firserne var enkemand, at han havde mødt en dame. Stor var min forbavselse. Det var Ole Nederdels og Ellens mor. Ja så var ringen sluttet og nu stod Anders jeg her på Markvej 21 og funderede over,hvordan erindringens slør kan trækkes til side, så man næsten oplever det hele igen som var det igår. Men vi håbede, at alle var ligeså glade, som vi var for at bo i Bakkehusene. Vort barndomshjem fra 1936 til 1951 Anders og Jane, Markvej 21

Skrevet af Marianne Rohrberg

Ad Memorylane

En tur ad Barndommens gade I sommeren 2015 var min bror Anders og hans kone Julie hjemme på besøg fra USA.. En dag besluttede vi os for en nostalgitur til vort barndomskvarter Markvej i Bakkehusene ved Bellahøj. Et sted vi begge mindes som noget ganske særligt og et dejligt sted med rigtig god plads til at lege og have kammerater med hjem. Nu satte vi som to gamle mennesker på omkring de 80 kurs mod barndommens kvarter. Vi huskede begge Markvej som en rigtig vej, hvor man kunne tegne hinkeruder, sjippe, spille kugler uden at der overhovedet kom en bil. Der var masser af plads at boltre sig på. Henne for enden af Markvej lå plænen - Rødkilde plads -som plænen egentlig hed, men for os var det slet og ret plænen. Vi rullede ind på Markvej,og overraskelsen var enorm og skuffelsen ikke mindre. Hvad var der dog blevet af vort barndoms paradis. Frem dukkede en lille smal vej og med biler parkeret hele vejen langs den ene side, Husene synes småbitte, og hvad vi begge huskede, som en pæn stor forhave var et lille bitte stykke jord med lidt græs og nogle planter. Det hele virkede udover meget småt så ret slidt, men hvad der var jo osse gået over næsten et trekvart århundrede, siden vi havde sjippet og hinket der. Som vi stod der og kikkede på vor barndoms herlighed vældede minderne frem. Det lød fra Anders:" kan du huske dengang mor havde arvet en gongong fra Bebar og Bebe?", vore bedsteforældre. Om jeg kunne... jo Mor proklamerede, at nu ville hun blot gå ud på vejen med gongongen,og når vi så hørte den, skulle vi komme hjem. "Åh ja! kan du huske,da vi var ovre på plænen og spillede rundbold, så lød det pludselig fra Ole Nederdel:" jeres Mor står nede på vejen og slår på et grydelåg". Flove over vores mor optræden, skyndte vi os hjem, så mor i det mindste kunne gå ind med sit "grydelåg" Det var første, sidste og eneste gang, Mor anvendte gongongen . I sommeren 2004 tog jeg gongongen med til Minnesota som bryllupsgave til Anders datter Lisa. Vi fortsatte vor tur gennem mindernes tågede slør og nu lød det fra Anders:" åh ja kan du huske Ole Nederdel? Ja mon ikke jeg kunne. Tilnavnet Nederdel fik han,fordi hans korte bukser var så lange, at de lignede en nederdel, og så var han iøvrigt møgirriterende. Når vi i eksamenstiden mødtes om aftenen på plænen efter dagens tur ved eksamensbordet, mødte Ole Nederdel altid op med de flotteste karakterer, vi andre kunne slet ikke være med. Jo og så havde han en irriterende lillesøster Ellen, der altid havde langnæse, så hun blev kaldt "Snot Ellen". Børn kunne osse dengang mobbe hinanden. Det ord var blot ikke opfundet den gang. Nu har Anders været i det store udland siden 1959 og ligesom sluppet taget i Danmark. selvom han var mange år om at slippe sit danske statsborgerskab. Flere gange meldte han sig til optagelse for at blive optaget som amerikansk statsborger. og flere gange vendte han om og gik hjem til Julie, uden at være blevet amerikaner. Først en gang i 80erne gjorde han alvorlig af det og blev amerikaner. "Anders ved du iøvrigt, hvad der blev af Ole Nederdel og Ellen"? spurgte jeg . og selvfølgelig vidste han ikke det. Ole Nielsen (Nederdel) blev en af Danmarks førende børnekirurger og Ellen blev gift med vores fætter Erik. Flere år senere fortalte vores papfar, der dengang i firserne var enkemand, at han havde mødt en dame. Stor var min forbavselse. Det var Ole Nederdels og Ellens mor. Ja så var ringen sluttet og nu stod Anders jeg her på Markvej 21 og funderede over,hvordan erindringens slør kan trækkes til side, så man næsten oplever det hele igen som var det igår. Men vi håbede, at alle var ligeså glade, som vi var for at bo i Bakkehusene. Vort barndomshjem fra 1936 til 1951 Anders og Jane, Markvej 21

Skrevet af Marianne Rohrberg

Ad Memorylane

En tur ad Barndommens gade I sommeren 2015 var min bror Anders og hans kone Julie hjemme på besøg fra USA.. En dag besluttede vi os for en nostalgitur til vort barndomskvarter Markvej i Bakkehusene ved Bellahøj. Et sted vi begge mindes som noget ganske særligt og et dejligt sted med rigtig god plads til at lege og have kammerater med hjem. Nu satte vi som to gamle mennesker på omkring de 80 kurs mod barndommens kvarter. Vi huskede begge Markvej som en rigtig vej, hvor man kunne tegne hinkeruder, sjippe, spille kugler uden at der overhovedet kom en bil. Der var masser af plads at boltre sig på. Henne for enden af Markvej lå plænen - Rødkilde plads -som plænen egentlig hed, men for os var det slet og ret plænen. Vi rullede ind på Markvej,og overraskelsen var enorm og skuffelsen ikke mindre. Hvad var der dog blevet af vort barndoms paradis. Frem dukkede en lille smal vej og med biler parkeret hele vejen langs den ene side, Husene synes småbitte, og hvad vi begge huskede, som en pæn stor forhave var et lille bitte stykke jord med lidt græs og nogle planter. Det hele virkede udover meget småt så ret slidt, men hvad der var jo osse gået over næsten et trekvart århundrede, siden vi havde sjippet og hinket der. Som vi stod der og kikkede på vor barndoms herlighed vældede minderne frem. Det lød fra Anders:" kan du huske dengang mor havde arvet en gongong fra Bebar og Bebe?", vore bedsteforældre. Om jeg kunne... jo Mor proklamerede, at nu ville hun blot gå ud på vejen med gongongen,og når vi så hørte den, skulle vi komme hjem. "Åh ja! kan du huske,da vi var ovre på plænen og spillede rundbold, så lød det pludselig fra Ole Nederdel:" jeres Mor står nede på vejen og slår på et grydelåg". Flove over vores mor optræden, skyndte vi os hjem, så mor i det mindste kunne gå ind med sit "grydelåg" Det var første, sidste og eneste gang, Mor anvendte gongongen . I sommeren 2004 tog jeg gongongen med til Minnesota som bryllupsgave til Anders datter Lisa. Vi fortsatte vor tur gennem mindernes tågede slør og nu lød det fra Anders:" åh ja kan du huske Ole Nederdel? Ja mon ikke jeg kunne. Tilnavnet Nederdel fik han,fordi hans korte bukser var så lange, at de lignede en nederdel, og så var han iøvrigt møgirriterende. Når vi i eksamenstiden mødtes om aftenen på plænen efter dagens tur ved eksamensbordet, mødte Ole Nederdel altid op med de flotteste karakterer, vi andre kunne slet ikke være med. Jo og så havde han en irriterende lillesøster Ellen, der altid havde langnæse, så hun blev kaldt "Snot Ellen". Børn kunne osse dengang mobbe hinanden. Det ord var blot ikke opfundet den gang. Nu har Anders været i det store udland siden 1959 og ligesom sluppet taget i Danmark. selvom han var mange år om at slippe sit danske statsborgerskab. Flere gange meldte han sig til optagelse for at blive optaget som amerikansk statsborger. og flere gange vendte han om og gik hjem til Julie, uden at være blevet amerikaner. Først en gang i 80erne gjorde han alvorlig af det og blev amerikaner. "Anders ved du iøvrigt, hvad der blev af Ole Nederdel og Ellen"? spurgte jeg . og selvfølgelig vidste han ikke det. Ole Nielsen (Nederdel) blev en af Danmarks førende børnekirurger og Ellen blev gift med vores fætter Erik. Flere år senere fortalte vores papfar, der dengang i firserne var enkemand, at han havde mødt en dame. Stor var min forbavselse. Det var Ole Nederdels og Ellens mor. Ja så var ringen sluttet og nu stod Anders jeg her på Markvej 21 og funderede over,hvordan erindringens slør kan trækkes til side, så man næsten oplever det hele igen som var det igår. Men vi håbede, at alle var ligeså glade, som vi var for at bo i Bakkehusene. Vort barndomshjem fra 1936 til 1951 Anders og Jane, Markvej 21

Skrevet af Marianne Rohrberg

Ad Memorylane

En tur ad Barndommens gade I sommeren 2015 var min bror Anders og hans kone Julie hjemme på besøg fra USA.. En dag besluttede vi os for en nostalgitur til vort barndomskvarter Markvej i Bakkehusene ved Bellahøj. Et sted vi begge mindes som noget ganske særligt og et dejligt sted med rigtig god plads til at lege og have kammerater med hjem. Nu satte vi som to gamle mennesker på omkring de 80 kurs mod barndommens kvarter. Vi huskede begge Markvej som en rigtig vej, hvor man kunne tegne hinkeruder, sjippe, spille kugler uden at der overhovedet kom en bil. Der var masser af plads at boltre sig på. Henne for enden af Markvej lå plænen - Rødkilde plads -som plænen egentlig hed, men for os var det slet og ret plænen. Vi rullede ind på Markvej,og overraskelsen var enorm og skuffelsen ikke mindre. Hvad var der dog blevet af vort barndoms paradis. Frem dukkede en lille smal vej og med biler parkeret hele vejen langs den ene side, Husene synes småbitte, og hvad vi begge huskede, som en pæn stor forhave var et lille bitte stykke jord med lidt græs og nogle planter. Det hele virkede udover meget småt så ret slidt, men hvad der var jo osse gået over næsten et trekvart århundrede, siden vi havde sjippet og hinket der. Som vi stod der og kikkede på vor barndoms herlighed vældede minderne frem. Det lød fra Anders:" kan du huske dengang mor havde arvet en gongong fra Bebar og Bebe?", vore bedsteforældre. Om jeg kunne... jo Mor proklamerede, at nu ville hun blot gå ud på vejen med gongongen,og når vi så hørte den, skulle vi komme hjem. "Åh ja! kan du huske,da vi var ovre på plænen og spillede rundbold, så lød det pludselig fra Ole Nederdel:" jeres Mor står nede på vejen og slår på et grydelåg". Flove over vores mor optræden, skyndte vi os hjem, så mor i det mindste kunne gå ind med sit "grydelåg" Det var første, sidste og eneste gang, Mor anvendte gongongen . I sommeren 2004 tog jeg gongongen med til Minnesota som bryllupsgave til Anders datter Lisa. Vi fortsatte vor tur gennem mindernes tågede slør og nu lød det fra Anders:" åh ja kan du huske Ole Nederdel? Ja mon ikke jeg kunne. Tilnavnet Nederdel fik han,fordi hans korte bukser var så lange, at de lignede en nederdel, og så var han iøvrigt møgirriterende. Når vi i eksamenstiden mødtes om aftenen på plænen efter dagens tur ved eksamensbordet, mødte Ole Nederdel altid op med de flotteste karakterer, vi andre kunne slet ikke være med. Jo og så havde han en irriterende lillesøster Ellen, der altid havde langnæse, så hun blev kaldt "Snot Ellen". Børn kunne osse dengang mobbe hinanden. Det ord var blot ikke opfundet den gang. Nu har Anders været i det store udland siden 1959 og ligesom sluppet taget i Danmark. selvom han var mange år om at slippe sit danske statsborgerskab. Flere gange meldte han sig til optagelse for at blive optaget som amerikansk statsborger. og flere gange vendte han om og gik hjem til Julie, uden at være blevet amerikaner. Først en gang i 80erne gjorde han alvorlig af det og blev amerikaner. "Anders ved du iøvrigt, hvad der blev af Ole Nederdel og Ellen"? spurgte jeg . og selvfølgelig vidste han ikke det. Ole Nielsen (Nederdel) blev en af Danmarks førende børnekirurger og Ellen blev gift med vores fætter Erik. Flere år senere fortalte vores papfar, der dengang i firserne var enkemand, at han havde mødt en dame. Stor var min forbavselse. Det var Ole Nederdels og Ellens mor. Ja så var ringen sluttet og nu stod Anders jeg her på Markvej 21 og funderede over,hvordan erindringens slør kan trækkes til side, så man næsten oplever det hele igen som var det igår. Men vi håbede, at alle var ligeså glade, som vi var for at bo i Bakkehusene. Vort barndomshjem fra 1936 til 1951 Anders og Jane, Markvej 21

Skrevet af Marianne Rohrberg

Ad Memorylane

En tur ad Barndommens gade I sommeren 2015 var min bror Anders og hans kone Julie hjemme på besøg fra USA.. En dag besluttede vi os for en nostalgitur til vort barndomskvarter Markvej i Bakkehusene ved Bellahøj. Et sted vi begge mindes som noget ganske særligt og et dejligt sted med rigtig god plads til at lege og have kammerater med hjem. Nu satte vi som to gamle mennesker på omkring de 80 kurs mod barndommens kvarter. Vi huskede begge Markvej som en rigtig vej, hvor man kunne tegne hinkeruder, sjippe, spille kugler uden at der overhovedet kom en bil. Der var masser af plads at boltre sig på. Henne for enden af Markvej lå plænen - Rødkilde plads -som plænen egentlig hed, men for os var det slet og ret plænen. Vi rullede ind på Markvej,og overraskelsen var enorm og skuffelsen ikke mindre. Hvad var der dog blevet af vort barndoms paradis. Frem dukkede en lille smal vej og med biler parkeret hele vejen langs den ene side, Husene synes småbitte, og hvad vi begge huskede, som en pæn stor forhave var et lille bitte stykke jord med lidt græs og nogle planter. Det hele virkede udover meget småt så ret slidt, men hvad der var jo osse gået over næsten et trekvart århundrede, siden vi havde sjippet og hinket der. Som vi stod der og kikkede på vor barndoms herlighed vældede minderne frem. Det lød fra Anders:" kan du huske dengang mor havde arvet en gongong fra Bebar og Bebe?", vore bedsteforældre. Om jeg kunne... jo Mor proklamerede, at nu ville hun blot gå ud på vejen med gongongen,og når vi så hørte den, skulle vi komme hjem. "Åh ja! kan du huske,da vi var ovre på plænen og spillede rundbold, så lød det pludselig fra Ole Nederdel:" jeres Mor står nede på vejen og slår på et grydelåg". Flove over vores mor optræden, skyndte vi os hjem, så mor i det mindste kunne gå ind med sit "grydelåg" Det var første, sidste og eneste gang, Mor anvendte gongongen . I sommeren 2004 tog jeg gongongen med til Minnesota som bryllupsgave til Anders datter Lisa. Vi fortsatte vor tur gennem mindernes tågede slør og nu lød det fra Anders:" åh ja kan du huske Ole Nederdel? Ja mon ikke jeg kunne. Tilnavnet Nederdel fik han,fordi hans korte bukser var så lange, at de lignede en nederdel, og så var han iøvrigt møgirriterende. Når vi i eksamenstiden mødtes om aftenen på plænen efter dagens tur ved eksamensbordet, mødte Ole Nederdel altid op med de flotteste karakterer, vi andre kunne slet ikke være med. Jo og så havde han en irriterende lillesøster Ellen, der altid havde langnæse, så hun blev kaldt "Snot Ellen". Børn kunne osse dengang mobbe hinanden. Det ord var blot ikke opfundet den gang. Nu har Anders været i det store udland siden 1959 og ligesom sluppet taget i Danmark. selvom han var mange år om at slippe sit danske statsborgerskab. Flere gange meldte han sig til optagelse for at blive optaget som amerikansk statsborger. og flere gange vendte han om og gik hjem til Julie, uden at være blevet amerikaner. Først en gang i 80erne gjorde han alvorlig af det og blev amerikaner. "Anders ved du iøvrigt, hvad der blev af Ole Nederdel og Ellen"? spurgte jeg . og selvfølgelig vidste han ikke det. Ole Nielsen (Nederdel) blev en af Danmarks førende børnekirurger og Ellen blev gift med vores fætter Erik. Flere år senere fortalte vores papfar, der dengang i firserne var enkemand, at han havde mødt en dame. Stor var min forbavselse. Det var Ole Nederdels og Ellens mor. Ja så var ringen sluttet og nu stod Anders jeg her på Markvej 21 og funderede over,hvordan erindringens slør kan trækkes til side, så man næsten oplever det hele igen som var det igår. Men vi håbede, at alle var ligeså glade, som vi var for at bo i Bakkehusene. Vort barndomshjem fra 1936 til 1951 Anders og Jane, Markvej 21

Skrevet af Marianne Rohrberg

Ad Memorylane

En tur ad Barndommens gade I sommeren 2015 var min bror Anders og hans kone Julie hjemme på besøg fra USA.. En dag besluttede vi os for en nostalgitur til vort barndomskvarter Markvej i Bakkehusene ved Bellahøj. Et sted vi begge mindes som noget ganske særligt og et dejligt sted med rigtig god plads til at lege og have kammerater med hjem. Nu satte vi som to gamle mennesker på omkring de 80 kurs mod barndommens kvarter. Vi huskede begge Markvej som en rigtig vej, hvor man kunne tegne hinkeruder, sjippe, spille kugler uden at der overhovedet kom en bil. Der var masser af plads at boltre sig på. Henne for enden af Markvej lå plænen - Rødkilde plads -som plænen egentlig hed, men for os var det slet og ret plænen. Vi rullede ind på Markvej,og overraskelsen var enorm og skuffelsen ikke mindre. Hvad var der dog blevet af vort barndoms paradis. Frem dukkede en lille smal vej og med biler parkeret hele vejen langs den ene side, Husene synes småbitte, og hvad vi begge huskede, som en pæn stor forhave var et lille bitte stykke jord med lidt græs og nogle planter. Det hele virkede udover meget småt så ret slidt, men hvad der var jo osse gået over næsten et trekvart århundrede, siden vi havde sjippet og hinket der. Som vi stod der og kikkede på vor barndoms herlighed vældede minderne frem. Det lød fra Anders:" kan du huske dengang mor havde arvet en gongong fra Bebar og Bebe?", vore bedsteforældre. Om jeg kunne... jo Mor proklamerede, at nu ville hun blot gå ud på vejen med gongongen,og når vi så hørte den, skulle vi komme hjem. "Åh ja! kan du huske,da vi var ovre på plænen og spillede rundbold, så lød det pludselig fra Ole Nederdel:" jeres Mor står nede på vejen og slår på et grydelåg". Flove over vores mor optræden, skyndte vi os hjem, så mor i det mindste kunne gå ind med sit "grydelåg" Det var første, sidste og eneste gang, Mor anvendte gongongen . I sommeren 2004 tog jeg gongongen med til Minnesota som bryllupsgave til Anders datter Lisa. Vi fortsatte vor tur gennem mindernes tågede slør og nu lød det fra Anders:" åh ja kan du huske Ole Nederdel? Ja mon ikke jeg kunne. Tilnavnet Nederdel fik han,fordi hans korte bukser var så lange, at de lignede en nederdel, og så var han iøvrigt møgirriterende. Når vi i eksamenstiden mødtes om aftenen på plænen efter dagens tur ved eksamensbordet, mødte Ole Nederdel altid op med de flotteste karakterer, vi andre kunne slet ikke være med. Jo og så havde han en irriterende lillesøster Ellen, der altid havde langnæse, så hun blev kaldt "Snot Ellen". Børn kunne osse dengang mobbe hinanden. Det ord var blot ikke opfundet den gang. Nu har Anders været i det store udland siden 1959 og ligesom sluppet taget i Danmark. selvom han var mange år om at slippe sit danske statsborgerskab. Flere gange meldte han sig til optagelse for at blive optaget som amerikansk statsborger. og flere gange vendte han om og gik hjem til Julie, uden at være blevet amerikaner. Først en gang i 80erne gjorde han alvorlig af det og blev amerikaner. "Anders ved du iøvrigt, hvad der blev af Ole Nederdel og Ellen"? spurgte jeg . og selvfølgelig vidste han ikke det. Ole Nielsen (Nederdel) blev en af Danmarks førende børnekirurger og Ellen blev gift med vores fætter Erik. Flere år senere fortalte vores papfar, der dengang i firserne var enkemand, at han havde mødt en dame. Stor var min forbavselse. Det var Ole Nederdels og Ellens mor. Ja så var ringen sluttet og nu stod Anders jeg her på Markvej 21 og funderede over,hvordan erindringens slør kan trækkes til side, så man næsten oplever det hele igen som var det igår. Men vi håbede, at alle var ligeså glade, som vi var for at bo i Bakkehusene. Vort barndomshjem fra 1936 til 1951 Anders og Jane, Markvej 21

Skrevet af Marianne Rohrberg

Kolofon

Administrator
Jacob Bjerring-Hansen
Fotograf
Vibe Ødegaard
Forfatter
Jacob Bjerring-Hansen
Forfatter
Marianne Rohrberg

Brugertags

Ingen brugertags tilføjet. Du kan være den første!

Relaterede emner