Det Kongelige Teater

Rotter på scenen

Først var det kongens teater. I dag er det snarere folkets. Det Kongelige Teater har traditionelt henvendt sig til et finkulturelt publikum med de fire klassiske kunstarter: Opera, ballet, orkestermusik og skuespil. Men i de senere år har teatret arbejdet hen imod at invitere et bredt publikum indenfor. Selv om bygningerne er gamle, er der heldigvis langt til de tilstande, skuespilleren Julie Sødring beskrev i sine erindringer fra det oprindelige teater i 1800-tallet. Her forstyrrede rotter både optrædende og publikum, når de løb hen over scenegulvet og helt op langs kanterne på logerne. Både Ny og Gammel Scene er løbende blevet gennemgribende restaureret og forbedret.

Skrevet af Anne-Louise Sommer

Stærekassen

Det Kongelige Teaters Nye Scene - i daglig tale kaldet Stære­kassen - blev bygget både som studie- og koncertsal for Stats­radiofonien og som scene for Det Kongeli­ge Teaters op­førelser af skuespil. Hvordan kunne de to ting forenes? Ideen opstod som en ægte dansk kompromisløsning. Stats­radiofo­nien rådede over for lidt plads og havde samtidig den økonomi­ske baggrund for et nyt byggeri. Det Kongelige Teater havde allere­de siden den nuværende Gamle Scene blev indviet i 1874 savnet et mindre scenerum til opførelser af de mere natura­listiske skuespil, der ikke krævede den kraftige deklama­tion og de store armbevægelser. Da Stærekassen efter en massiv kritik blev indviet i august 1931, indså man hurtigt, at bygningen nok var monumental og flot udsmykket, men til gengæld ikke opfyldte sit dobbelt­for­mål. Teatret klagede bl.a. over faciliteterne for publikum. Statsradiofoniens anke var ikke mindre vægtig. Loftet mellem teatersalen og radiostudiet ovenpå var nemlig ikke lydisole­ret, så det var problematisk at øve orkestermusik, mens der blev spillet teater. Radioen beholdt derfor lejemålet på Axelborg som orkesterlokale og måtte flytte hele instrumen­tariet til Stærekassen den aften om ugen, hvor ensemblet gav koncert i teatersalen. I dag bruges Stære­kassen ikke som fast scene for Det Kongelige Teater, men står dog stadig på trods af sine vanskeligheder i indret­ningen som et udtryk for en meget gennemført ide om en kulturel bygning i 1920rnes Danmark. Et spændende klenodie.

Skrevet af Kristoffer Brinch Kjeldby