• Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv

Henter afspiller ...

Fredericia

1646

Beskrivelse

Byen på Bersodde

Fredericia er sammen med Christianshavn Danmarks eneste gennemførte renæssanceby. Byen er anlagt på kongeligt bud i 1650 som et fæstningsanlæg på halvøen Bersodde. Beliggenheden var valgt ud fra militære hensyn. Byen blev opført efter en nøje plan med omgivende volde og grav og lige gader. For at skubbe byen i gang gav kongen den særlige rettigheder. Den blev blandt andet skattefri i en periode. Udenlandske kriminelle og ikke-lutherske samfund kunne desuden få asyl i byen. Byen gik i stå i 1700-tallet. Hundrede år senere begyndte den imidlertid at udvikle sig til en betydende industri- og havneby.

Stormen på Fredericia

Den svenske konge Karl X Gustav stod 24. august 1657 foran den nyanlagte fæstning ved Fredericia. Synet af de enorme volde overraskede ham. Han lod sin hær forsøge sig med angreb. Voldene mod Lillebælt var ikke bygget færdige, og voldgravene lå uden vand. Alligevel blev svenskerne slået tilbage. 8000 svenske soldater gik i stedet på plyndringstogt i landsbyerne. Den 24. oktober klokken fem om morgenen satte svenskerne stormangrebet ind. General Wrangel lod sine ryttere omgå voldene ved at ride ud i havet. To timer senere var byen erobret. Generalen slap sine soldater løs til røveri, voldtægt og afbrænding. Svenskerne blev i byen i halvandet år. Først i 1675 var Fredericia på fode igen og fik sin nuværende form.

Skrevet af Søren Bitsch Christensen

Rigsmarsk Anders Billes sidste hvilested

Anders Bille er gravsat i en krypt i Haarby Kirke på Fyn. I krypten under Haarby kirke på Fyn står en ny, stor læderomvunden kiste. Her hviler Anders Bille, i levende live herre til Damsbo og Løgismose. Han var den sidste, der bar titlen rigsmarsk, og blev dødeligt såret 24. oktober 1657, da svenskerne nærmest jævnede fæstningen med jorden. Han døde af sine sår 10. november samme år og blev indsat i det kapel på Løgismose, han selv havde bygget. Kisten bevogtedes af en svensk æresvagt resten af krigen. 7. november 1660 fandt begravelsen sted fra domkirken i Odense og efter højtideligheden førtes kisten til Haarby Kirke og blev hensat i krypten under koret, hvor den stadig befinder sig og kan beses i kirkens åbningstider. Krypten blev istandsat i 1995 og Bille ligger nu i en flot, sort læderkiste, som han blev lagt over i 7. november 1997 – altså 337 år efter begravelsen. Krypten blev muret til i 1856 og først genopdaget i 1937, hvor man undersøgte gulvets bæreevne for en ny døbefond. Krypten, der i hvert hjørne har en sandstens-engel stående, og i loftet en figur af Gud og Helligånden i form af en due hængende, er absolut et besøg værd. Ole Dyrn Oberstløjtnant

Skrevet af Henning Møberg

Sognepræst Peder Nielsen Bøgvad var en central figur da svenskerne ødelagde Fredericia

Peder Bøgvads Vej i Ullerup er opkaldt efter en præst fra svenskekrigene. Da Fredericia borgere efter nederlaget til svenskerne 24. oktober 1657 flygtede i stort tal fra byen, forblev sognepræst Peder Nielsen Bøgvad hos sin menighed i nødens stund. Sagnet vil vide, at han blev trampet ihjel i en af byens porte, da han sammen med magistraten ilede svenskerne i møde for at bede om skånsel for byen. Det er dog ikke korrekt, da han med sikkerhed overlevede stormen og arbejdede ihærdigt for at løskøbe sine fangne sognebørn og begrave ”alle de døde Lemmer”, som lå ubegravede hen. Der lå nemlig mellem hytter og tomter ”masser af ubegravede lig og forpestede luften med giftstof”, som det hedder. Han arbejdede uophørligt både nat og dag og dette har sandsynligvis knækket hans helbred, for han døde kort efter og efterlod kone og seks børn i den dybeste armod. Han efterfulgtes af Peter Jørgensen Torsk, der var en omstridt person. Han lagde sig ud med svenskerne, fik brændt sin præstegård ned men opbyggede en ny på stedet. Læs mere i Hugo Mathiesens bog, Fredericia 1650-1760. Ole Dyrn Oberstløjtnant

Skrevet af Henning Møberg

I 1665 fik Fredericia en borgervæbning

Der blev oprettet en borgervæbning i 1665 ganske kort tid efter at Frederiksodde (Fredericia) blev bygget. Det oprindelige formål var at beskytte borgerne mod de uvorne soldater. Begrundelsen: ”Eftersom der er stor uskikkelighed og uorden af soldaterne i nattetide, de røver og begår tyveri og anden overlast, derfor begæres der oprettet to kompagnier med geværer og fane, således at de om natten kan holde vagt, hvor der er behov herfor.” Tilladelsen blev givet, og der blev faktisk oprettet fire kompagnier hver med en fane. Geværer måtte borgerne selv anskaffe. Men borgervæbningens opgave var todelt. Ud over at beskytte borgerne mod soldaternes overgreb, skulle den også assistere i forsvaret af fæstningen. Og det var ikke frivilligt at være medlem: Erhvervelse af borgerskab medførte pligt til at indtræde i væbningen. Det har nok ikke været helt populært, for i år 1700 blev det besluttet, at folk, der undsagde sig tjeneste ved at afhænde deres gevær, skulle straffes med en bøde på ti rigsdaler. Måske var væbningen ikke særlig effektiv til daglig, men i 1848 da hele garnisonen var rykket ud af fæstningen, overtog borgervæbningen alle vagter i fæstningen. Borgervæbningen er en direkte forløber for byens Politikorps. Henning Høngsmark Oberst

Skrevet af Henning Møberg

Hvordan var soldaterne indkvarteret i Fæstningsbyen?

Soldaterne var altid indkvarteret hos borgerne, indtil Østervolds Kaserne blev bygget i 1936. Og dog. I 1657 var der i fæstningen 6000 soldater, da Svenskerne belejrede den. Hovedparten boede i hytter, kun få borgere havde fået bygget huse. I 1660 da man retablerede byen blev der bygget stråtækte træbarakker på Søbjerg og midt i byen i ”Midtlejren” til soldaterne. I 1671 befalede Chr. V at borgerne skulle huse soldaterne, mod at de fik barakkerne overladt. Det skabte voldsomme stridigheder. 300 borgere skulle indkvartere mere end 1000 soldater foruden kvinder og børn. Et enkelt hus kunne få anvist op til 16 soldater. Flere barakker blev bygget. I 1760 var der 84 barakker, fortrinsvis til soldater med koner og børn. I 1770’erne blev der en form for frivillighed, idet betalingen blev af betydning for borgerne. Fra 1814, hvor vi fik en ren national hær, blev forholdene mellem borger og soldater væsentligt bedre, og der blev bygget flere og bedre træbarakker. I 1914 blev der i en tidligere fabrik oprettet en egentlig kaserne, Seidelins Kaserne, med belægningsstuer, kostforplejning og små messer. Den blev anvendt indtil Østervolds Kaserne blev bygget i 1936. Henning Høngsmark Oberst

Skrevet af Henning Møberg

Historien om Anders Billes feltarkiv og pistoler

Svenskerne har Anders Billes pistoler og feltarkiv. Den danske rigsmarsk (hærchef) Anders Bille blev dødeligt såret under kampene 24. oktober 1657 i Frederiksodde og døde af sine sår den 10. november i svenskernes varetægt. Han er en meget omstridt person og blev efter nederlaget beskyldt for at være en dårlig leder. Ja, han blev direkte beskyldt for forræderi, hvorimod svenskerne giver udtryk for, at danskerne svigtede deres fører. Derfor måtte de tage sig af ham, hvilket de angiveligt også gjorde. Det fremgår bl.a. at feltmarskal Carl Frederik Wrangel knyttede en slags venskab med ham i dagene mellem han blev såret, til han døde. Bille følte sig angiveligt så svigtet af danskerne, at han overlod sit feltarkiv, herunder også et par pistoler, til Wrangel, da han vidste hvor det bar henad. Effekterne befinder sig i dag i det svenske rigsarkiv. Hvorvidt det nu blev overdraget af Bille selv eller der var tale om en slags krigsbytte, og Bille måske havde mere status af krigsfange end ven med Wrangel, må stå hen i det uvisse. Vi ved det reelt ikke, men en kendsgerning er, at hans effekter er i svenskernes besiddelse. Ole Dyrn Oberstløjtnant

Skrevet af Henning Møberg

Vejle og Koldings indbyggere skulle flyttes til Fredericia

Da den nye by Frederiksodde (senere Fredericia) skulle have indbyggere for overhovedet at kunne fungere, tilbød kongemagten tilflyttende borgere skattefrihed og gratis jord. De første tilflyttere var håndværkere og bygningsarbejdere. Disse kunne imidlertid ikke opfylde de væsentligste behov for den nye fæstningsby: Mad og boliger. Derfor tvang kongemagten i 1651 bønderne i Ullerup, Hannerup og Hyby til at flytte ind til Frederiksodde. Tvang var også en overgang på tale over for indbyggerne i Kolding og Vejle. I landkommisariernes betænkning fra 1646 om anlæggelsen af en fæstningsby ved Lillebælt blev det tilrådet at flytte Vejles beboere til den nye by. Den 3. juli 1654 udtalte rigsrådet, at handlen i Frederiksodde kunne styrkes ved at flytte Vejle og Koldings søhandel dertil. Den 19. juli 1654 tilkendegav kongen, at han agtede at følge rigsrådets anbefaling i hvert fald for Vejles vedkommende. Vejles borgere bønfaldt dog kongen om at bevare deres købstads privilegier, hvorefter der ikke blev gjort alvor af truslen. Truslen medførte rent faktisk, at al udvikling i Vejle gik helt i stå i mere end 10 år, for som indbyggerne udtrykte det: ”Vi skal jo alligevel flyttes til Frederiksodde”. Johannes Lund Nielsen Formand for 6. Julikomiteen

Skrevet af Henning Møberg

Kolerahuset og andre garnisonssygehuse i Fredericia

Der blev bygget et militært sygehus i Frederiksodde (Fredericia) allerede i 1652. Det blev totalt ødelagt af Svenskerne 24.oktober 1657, og aldrig genopbygget. Der var ikke brug for særlige hospitaler i 1600-tallet, da behandlingen lige så godt kunne foregå i hjemmene. Kun var der brug for ”pesthuse”, når smitsomme sygdomme raserede. I Fredericia lå der en bygning ved Østerstrand ud for Falstersgade, kaldt Kolerahuset. Den blev brugt som pesthus eller karantænestation i 1890’erne. Der blev bygget et ”hospital” i 1750, men det var primært for ”fattiglemmer”, altså byens nødlidende. Det blev bygget i Dronningensgade, hvor nu Bülows Kaserne ligger, lige bag Dragongraven på Trinitatis Kirkegård. I 1764 skulle der oprettes sygehus i garnisonsbyerne, og i 1789 blev Prinsens Portvagts Stokhus indrettet til sygehus for soldater. Det blev afløst i 1842 af et stort garnisonssygehus tæt på volden mellem Nr. Voldgade, Riddergade og Prinsessegade. Huset overlevede 1. Slesvigske Krig, men blev totalt ødelagt i 2. Slesvigske Krig, og afløst af Hotel de Lillebælt ved GammelHavn, der var i funktion indtil Garnisonssygehuset i Lollandsgade var bygget i 1892. I 1936 overtog infirmeriet på Østervolds Kaserne opgaverne. Henning Høngsmark Oberst

Skrevet af Henning Møberg

Frederik den 3. opgav fæstningen Frederiksodde efter nederlaget i 1657.

Efter nederlaget 24. oktober 1657 besatte svenskerne fæstningen og blev først fordrevet den 17. maj 1659 af kurfyrst Frederik Vilhelm I af Brandenburg. Kurfyrsten forblev dog kun kort tid i fæstningen, da erobringen af Fyn stod for. Fæstningen lå nu fuldstændig øde hen og kurfyrsten krævede af den modvillige Frederik den 3. at han skulle sende en besætning hertil, da kurfyrsten ellers ville lade fæstningsværkerne nedrive. Der gik noget tid, før kongen reagerede og fik sendt en styrke til Frederiksodde. Oberst Krag udnævntes i oktober 1659 til kommandant for styrken. Han overtog en øde ruinhob, fuldstændig lagt i aske af de fordrevne svenskere. Et arnested for sot og syge, forpestet af ligstank fra flere tusinde dårligt begravede døde. Fæstningen blev genrejst under ledelse af ingeniøren Gotfred Hoffman. 1660 blev feltherren Schacks regiment sat ind i fæstningen for at hjælpe til med genopbygningen. 1664 arbejdede desuden 2000 mand fra det nørrejydske, vendelboeske og sønderjydske regiment på voldene. Blandt andet ni bastioner, militære bygninger, porte og broer samt tre vandmøller blev anlagt. Ole Dyrn Oberstløjtnant

Skrevet af Henning Møberg

Hvordan asylretten også kunne bruges

Bønnelycke skriver, at et barnebarn af vægteren Niss fortalte, at familien stammede fra Frankfurt. Her voksede manden op som fattig skræddersvend og forelskede sig i billedskærer Aackermanns datter. Denne familie var imidlertid så velhavende, at en fattig skræddersvend ikke kunne komme på tale som brudgom. Niss havde derfor bortført sin udkårne, og parret søgte til Fredericia og udnyttede her Jus Asyli, der altså også udgjorde et tilflugtssted for ulykkeligt forelskede mennesker. 0g Det er overleveret mig fra en mand på vor fabrik, skrev Bønnelycke. At en asylant kom til vor by. Han var katolik og fra Iglau langt nede i Tyskland. Han havde været nødsaget til at bortføre sin kommende kone og søge tilflugt i fremmede lande. Han endte i Fredericia og fik asyl, hvorefter lovens lange arm ikke kunne nå ham i 50 år. Hun var fra en højere gejstlig familie, som ikke kunne anerkende vor arbejder som ægtemand. Konen bar trods den nu fremskredne alder spor af at have været endog ualmindelig smuk, og deres døtre slægtede hende på, hvorimod hans ydre vanskeligt kunne tænkes nogensinde at have været bedårende.

Skrevet af Henning Møberg

Kolofon

Administrator
Søren Bitsch Christensen
Fotograf
Lisbeth Pepke
Fotograf
Lokahistorisk Arkiv Fredericia
Forfatter
Henning Møberg

Brugertags

Ingen brugertags tilføjet. Du kan være den første!

Relaterede emner