Frue Plads: Byrum, universitet, latinskole (Metropolitanskolen), domkirke og bibliotek

”Åndernes rige” i skråperspektiv

Som arkitekt til at bygge universitets hovedbygning valgtes C.F. Hansens elev Peter Malling (1761-1865), der blandt andet havde opført det nye Sorø Akademi 1822-27. Den opgave Malling fik overdraget var svær: Han skulle på nordsiden af den nye Frue Plads opføre en bygning, der gav C.F. Hansens monumentale kirkebygning et værdigt modspil. Hovedbygningen blev udformet i en personlig gotisk stil med en centralt placeret festsal. Facaden med de syv gavlpartier løste problemet med, at Vor Frie kirke forhindrede, at man kunne få tilstrækkelig afstand til universitetsbygningen. Mallings hus er udformet til at ses i skråperspektiv, og bygningen ses allerbedst fra Hjørnet af Nørregade og Studiestræde

Skrevet af Keld Grinder-Hansen

Samarbejde mellem kirke og skole

I 1500- og 1600-tallets Danmark kunne man på musikkens område opleve et meget nært samarbejde mellem kirke og latin­skole. Kirken behøvede drengestemmerne til at udføre og lede sangen, og med en latinsko­le i hver købstad - ca. 50 i alt - virkede den musikalske aktivi­tet begge veje: for kirken som led i gudstjenesten og for skolen som led i undervisningen. Dis­ciplene øvede både én- og flerstemmig kirkemusik, og sammen med indføringen i klassisk dannelse opførte de latinske og danske komedi­er med indlagte sange. Eleverne i Vor Frue Skole (senere omdøbt til Metropoli­tanskolen) mødte tidligt om morgenen for at medvirke ved tidebønnen i Vor Frue Kirke i København. Herefter var der timer på skolen med bl.a. en musiklektion midt på dagen. Om efter­middagen deltog drengene atter i gudstjenesten, hvorefter timerne fortsatte i de nederste klasser. Om søndagen havde drengene kun kirketjenesterne; dem kunne der til gengæld være adskillige af i løbet af dagen. Derudover med­virkede de ved bryllupper og begravelser, og det var en ganske indbringende forretning for såvel skolen som disciplene selv. Der eksi­sterede nemlig faste tarif­fer for særtjenesterne, afhængig af hvilken stand brudeparret eller den afdøde tilhørte, og hvilken "san­gop­vart­ning" man ønskede. Det var nødvendigt for drengene på den måde at tjene til logi, mad og bøger, for ofte kom de fra fattige borger- eller bønder­hjem. Omkring 1600 havde Vor Frue Skole færre elever fra hovedstaden end fra de øvrige dele af landet.

Skrevet af Kristoffer Brinch Kjeldby

Den danske port mod syd

”Jeg bygger for nærværende Tid et Tempel, som kommer til at stå paa et sandt Parnas, hvor man overser en Del af denne Verdens Herligheder …”. Sådan skiver arkitekten C.F. Hansen i 1794 fra Altona i Tyskland, hvor han var ved at opføre et landhus til en rig, engelsk købmand. Og med landhusets 28 fritstående doriske søjler var det i den grad et tempel at bo i. At lade antik tempelarkitektur være forbillede for profane boliger var særdeles nyskabende, og Hansens hus ved Elben var blandt de første af sin slags i Europa. Altona var på det tidspunkt Danmarks port mod syd og den næststørste by under den danske krone. I den pulserende havneby færdedes i 1700-tallet i stort tal rige købmænd, der lukrerede på de privilegier, kongen havde tildelt staden. Toldfrihed, særlige stadsrettigheder, religionsfrihed og en lang række andre fordele havde skabt en by i vækst, og væksten havde skabt grobund for en blomstrende og internationalt orienteret kulturelite. Det var i dette kulturelt og økonomisk rige miljø, at arkitekten C.F. Hansen (1756-1845) var blevet plantet af kongen som ung landbygmester for Holsten. Og det var her, de fremstormende købmænd havde behov for at bygge huse til behageligt ophold i både byen og på landet. Kombinationen var attraktiv for Hansen, og den unge arkitekt fik i løbet af sine år i Altona opført en stor del af sine mest originale og betagende bygninger, ikke mindst på den fornemme promenade ”Palmaillen” og på ”Elbchausseen” langs Elben.

Skrevet af Thomas Roland