H.C. Andersens Hus

Slumkvarterets eventyr

Da Hans Christian Andersen blev født 2. april i Odense i 1805, havde forældrene ikke egen bolig. De boede, hvor de tjente. H.C. Andersen kom således til verden i en tarvelig lejebolig i Hans Jensens Stræde hos farens tante. Huset lå midt i byens berygtede fattigkvarter, hvor hvert tredje barn var født udenfor ægteskab. Som voksen kunne eller ville eventyrdigteren H.C. Andersen ikke udpege sit fødested. Han fandt det næppe særligt besmykkende. Men da man i 1905 besluttede at oprette et museum for H.C. Andersen, fandt man det alligevel passende at indrette det i fødehjemmet i slumkvarteret. Digteren kom jo fra den usleste armod, men brød den sociale arv. Museet åbnede dørene for gæster på digterens fødselsdag i 1908.

Skrevet af Ejnar Askgaard

Bidemærker og beduinknive

H.C. Andersen rejste oftere og længere end sine kolleger. Han besøgte ikke kun de traditionelle rejselande men opsøgte eksotiske steder som Skotland, Nordafrika, Portugal, Tyrkiet og Balkanlandene. I 1841 drager han mod Orienten. Den 17. marts lægger damperen til kaj i Maltas havn. Andersen besøger kirken og ser Maltheserriddernes gamle rustninger. Ud på landet i tohjulet hestevogn. Kun figentræer, ellers er alt goldt. Hans rejsekammerat, som er russisk officer, nøjes ikke med at se på figenbladene. Han besøger en lidenskabelig malterserinde: ”….han viste mig på sine arme spor af bid, så geil var hun, hendes hår skal have nået til jorden” Aftenen tilbringer Andersen i sikkerhed med at skrive, mens et engelsk militærorkester spiller på et af krigsskibene. Dagbogen er hans hukommelse, men den er privat. Den litterære version kommer i 1842 i En Digters Bazar – helt uden bidemærker, men naturligvis imponerende velskrevet: ”Man gjorde sig klar til at sejle, nøgne drenge tiggede, passagerer steg ombord, vor perser sad alt på kulsækken, en beduin svøbt i sin hvide Bernusch og med pistoler og knive i bæltet, grækere i broget dragt lænede sig til rælingen. Styrmandens pibe lød, dampen hvislede ud af røret. Kanonskud lød, og i rask fart gled vi ud fra Maltas rheed, ud på det blå Middelhav, der lå så stille som et fløjlsklæde, spændt hen over jorden – Der var en klarhed, en uendelighed, som ikke kan males, ikke antydes, uden ved tankens evige dyb.”

Skrevet af Claus Johansen