Hvidsten Kro

Modstandsmand, kromand og handyman

Marius Fiil er især kendt som modstandsmand. Men den største del af hans virke var som kromand på Hvidsten Kro. Marius overtog kroen sammen med sin kone, Gudrun, i 1925. Marius var god til at snakke med folk, og Gudrun var dygtig i køkkenet, så kroen blomstrede, og der var løbende behov for udvidelser. Det klarede Marius selv. En del af de særprægede bygninger, der udgør Hvidsten Kro i dag, har Marius Fiil bygget med egne hænder. Materialerne var ofte genbrugsmaterialer, som han handlede sig til i omegnen. Flere paneler og døre i kroen stammer fra Randers Diskontobank, mens en del af bænkene kommer fra den jødiske synagoge i Randers.

Skrevet af Jørgen Smidt-Jensen

Havesalen ved Hvidsten Kro

På en sommersøndag i slutningen af 1930’erne var det ikke usædvanligt, at der ankom mellem 800 og 1000 gæster til Hvidsten Kro. En sådan travl søndag, da over 1000 mennesker var blevet beværtet på kroen, stod Marius Fiil frem og sagde: ”Nu har vi altså kun meloner og tomater tilbage, så nu må I nøjes med det.” I samme travle periode, hvor man op til en højtid havde indtegnet så mange bestillinger, som kroen kunne rumme, havde man overset yderligere en anmeldelse på 50 gæster. Da det gik op for Gudrun, udbrød hun fortvivlet: ”Hvor skal vi dog have dem?” - hvortil Marius svarede: ”Det gø it noe - vi bygger bar’ en stue til!” Som sagt så gjort: - 14 dage efter stod den lille havesal fiks og færdig med plads til de ekstra gæster. Havesalen blev bygget af Marius Fiil i 1938 og sidenhen malet og dekoreret med kroens historie i 1947.

Skrevet af Søren Fiil

Fiil-familien kan takke digterpræsten St. St. Blicher

I 1860’erne nedbrændte 4 gårde på egnen, og da de skulle genopføres dukkede en frisk tømrersvend op ved navn Peder Fiil. Han forelskede sig i en rig gårdmandsdatter, men den unge Peder passede ikke ind i gårdmandens drøm, om den ideelle svigersøn. En aften sad det unge par på heden bag en høj og drøftede deres fortvivlede situation. Tilfældig stod digterpræsten St. St. Blicher, som boede i nabosognet til Hvidsten, på den anden side af højen og kunne ikke undgå at høre deres samtale. Han grundede over situationen, og tilbød de to unge, at de på et nærmere bestemt tidspunkt, kunne møde op på præstegården i Spentrup, så ville han i al hemmelighed vie dem til mand og kone. Dagen kom! De mødte op i deres pæneste stadstøj. Imidlertid var hendes far vågnet op af middagssøvnen og anede uråd. Han styrtede i raseri op til præstegården og nåede døren ligesom Blicher skulle til at tage afsked med de nygifte. ”A forbyder!!” - råbte faderen, hvortil Blicher roligt svarede: ”De to er nu mand og kone.” Modsat de fleste Blicher fortællinger fik historien en lykkelig udgang: ”Kærligheden bøjede ham - som mand og kone modtog han dem på sin gård.” Da det unge par fik sønnen Niels og han kom til skelsår og alder, købte de Hvidsten Kro til ham i 1884. Han giftede sig med Nicoline, og parrets navne lød i almindelig tale »Kro Peder« og »Kro Line«. Det var et nøjsomt og flittigt par, som følte det som en pligt, at medvirke til at højne moralen på egnen. Deres valgsprog var: ”Alting med måde!”.

Skrevet af Søren Fiil