• Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv

Henter afspiller ...

Lønstrup fiskerleje

1765

Beskrivelse

Et skæbnesvangert regnvejr

Lønstrup opstod som ladeplads for skudehandelen omkring 1765. Dengang sejlede små skuder med landbrugsvarer, især korn, fra Thy og Vendsyssel til Sydnorge, og så hentede de støbejern og tømmer med tilbage til det træfattige Nordjylland. Efter skudehandlerne kom fiskerne til Lønstrup. Fiskerlejet ligger ved en slugt, der blev dannet under et skybrud i 1877, da en lille bæk gik over sine breder. Strømmen trak seks huse med strømmen. De omkring 400 indbyggere var hårdt ramt, og beretningen om katastrofen gik landet over. I dag er fiskerlejet handelscenter for et område med cirka 1500 sommerhuse.

Den syngende fiskerkone

Lønstrup er blevet kendt af mange på grund af den syngende fiskerkone Inger Lauritzen, der i 1984 udsendte sin første plade Klit og Sand. Hun skrev selv både tekst og musik. Hendes sange har haft stor appel, ikke mindst til den jyske befolkning, der har haft bud efter hende i mange foreninger. På sin egen ægte og stilfærdige måde har Inger Lauritzen formået at tolke de følelser, der knytter sig til naturen og fiskernes farefulde liv ved havet. Men hos hende kommer frygten til kort over for livsglæden: Når vinden omsider tier, og bølgerne dæmpes ned, da ser vi med andre øjne på havets uendelighed.

Skrevet af Svend Sørensen

Et anderledes juletræ i Lønstrup

"På et så træfattigt sted som Lønstrup kunne det være ret vanskeligt at få et juletræ, også kun så lille et, som vi brugte, der var ingen steder, man kunne købe et, men alligevel fik vi juletræ hvert år, hvor de så fik det fra. Men et år var et umuligt at få et juletræ nogetsteds; men så lavede far selv et. Han skaffede sig en passende stump knastfrit fyrrebrædt, det flækkede han ud, et stykke snittede han til, så det kunne være stammen. I siderne på det borede han huller, og i dem gjorde han mindre pinde fast. Fod kom der også under, så det kunne stå. Derefter tog mor fat. Hun om-viklede hele stammen og grene med strimler af silkepapir, ganske vist lyse-rødt, hun havde ikke andet; men da træet stod færdigt, pyntet med flag og andet juletræspynt, syntes vi alle, det var det dejligste juletræ. Jeg kan se det endnu" Uddrag af Henrik Christian Peter Hougaards erindringer fra Lønstrup 1867-77 (Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn)

Skrevet af Tove Marquardsen

Naturkatastrofen 1877

Hjørring Amtstidende 13. august 1877 Fra Lønstrup skrives til os i Gaar: Det er en forfærdelig Ulykke, der har hjemsøgt vor venlige lille By, og den 11. August vil her på Egnen mindes igjennem Tiderne. I Gaar Formiddags kl. 10 red jeg fra Lønstrup til Skallerup; der var Intet, der tydede paa, at en slig Katastrofe stod for Døren; Luften var ren og behagelig. Henved Kl. 11 blev det pludselig en trykkende Lummervarme. Jeg lagde mærke til, at Kreaturerne på Marken viste en underlig Uro; min Hest var formelig nerveus og snusede idelig til Jorden. Jeg red fra Skallerup Klit lidt over Middag og saa`nok, at det regnede og tordnede over Lønstrup og at Skyerne stod helt stille over Byen. Der var så lidt bevægelse i Atmosphæren, at Regnen var flere Timer om at naa den halve Mil fra Lønstrup til Skallerup. Jeg tyede lidt ind i Ly i Skallerup, hvor det kun var en middelmaadig Regn, og gav mig efter en Times Tids forløb på Vejen Hjem og anede endnu to Bøsseskud fra Byen ikke, at der noget Galt fat. Ved Præstholmhuse, omtr. 100 Alen fra Byen, løber en lille Bæk som en almindelig Vejgrøft, men den var blevet en strøm så strid, at Hesten ikke kunne eller paa Maade vilde tvinges igennem den. Jeg red da ned igjennem Klitten for i Havstokken at passere Bækken, som ogsaa endelig lod sig gjøre. - Nu saa`jeg noget helt Besynderligt. Udfor Lønstrup Nedkjørsel flød ud i vandet en chavisk Masse. Hvad kunne det vel være? Søen var rolig og Vand plejer da ellers at komme ude fra. Der flød Træer og Buske, Hjulbøre og Hustømmer. Hvad var der hændet? - Endelig naaede jeg Stedet, hvor en Fiskerbaad var landet og kun med Besvær havde arbejdet sig igjennem dette Chavs. Jeg spurgte Folkene: Hvad er det, der driver? - - "Aa, det er Martin Brøchmanns Hus, Segelckes Have, Laurizens Stald og hvad ellers Bækken har truffet på" - - "Bækken, den usle Rende; er I gale?" - - "Nej, Bækken er gal"; og det var den. - - Jeg var snart midt i et Hurlumhej; galt var det og værre blev det. Regnen var vel ophørt, men nu kom Vandstrømmen fra Vennebjerg Bakke Syd fra, fra Rubjærg¬knude Vest fra og fra Bakkerne Øst fra. Alle synes de at have sat hverandre Stævne i den usle Lønstrup Bæk. Hvor man til daglig Brug stemmer Vandet op for at en And kan manoeuv¬re med sine Ællinger, løb nu en formelig norsk Fjældfos. De efter Egnens Forhold yndige Haver hos Dhrr. Segelcke og Laurizen afgav Sidede¬kora¬tionerne, idet Træer og Buske laa langs hen ad Skraaningen, forsaavidt de ikke vare førte ud i Havet. Bækken havde i to Timer skaaret sig et 10 Alen dybt Leje, og da Undergrunden i denne Dybde er Kvægsand, flød det jo til fra begge Sider. - - Bygningerne væltede i faa Minuter, da Grunden var underhulet, kom det ikke an paa Bygningernes Soliditet. Hele Dagen hørte man Brag af faldende Skrænter, Huse og Træer, og der er Intet at stille op. - - Nu løber Vandet som førhen; men istedenfor, at man fra Segelckes og Laurizens Haver kunde række hinanden Haanden i Niveau med Bygningen, er der nu der imellem en Afgrund af en 30 Alens Brede og mere og 12-15 Alens Dybde. Hr. Segelckes Studestald er aldeles forsvundet; dens Plads er bortskyllet og Levninger af Tømmer og Foder har man i Dag forsøgt at bjærge. Hr. Laurizens Hestestald er helt væk; end ikke Jorden, den stod paa, er tilbage. 4 Fiskeres Huse, som laa i Partiet om Broen, ere aldeles omstyrtede, og lige saa mange ere rømmede af Beboerne, da de staa faldefærdige på Skrænterne. Hvor Broen var er der et svælg på 50 Alens Brede og 15 Alens Dybde. Byen er saaledes delt i to Dele, som ere uden nogen anden Forbindelse med hinanden end den, at man ad omveje kan stavre over Bakkerne. Man kan endnu ikke komme frem med en Hjulbør fra Byens Sydende til Havet. Der er en Jamren blandt Beboerne, thi foruden de omstyrtede eller faldefærdige Huse ere Vejen helt borte for mange Andre, og de blive nødte til af flytte Husene. Næ¬rings¬for¬holdene ere helt forvirrede. I dag er naturligvis Ingen på Havet skjøndt Vejret er meget godt. De husvilde ere naturlig¬vis anbragte, man da alle Hænder ere i Arbejde med at redde Bygnings¬materiale, Bohave og Brændsel, er her ingen tid til at søge Fortjeneste. Og nu den omtalte Bæk! Ethvert nyt Regnskyl fortsætter Historien indtil Bækken bliver regu¬leret; men hvem skal give Ordre hertil, og hvem skal bekoste det? Imellem Bageriet (som med Ejerens energiske Optræden og Virksomhed endnu er uskadt) og Segelckes Ejendom har Bækken nærmet sig Lande¬vejen på en god Favn nær, og den næste Opsvulmning af kun en Fod vil upaatviv¬lelig tage Vejen væk, hvorved hel Byens Midte er afspærret al Forbindelse, hvad der for Kjøb¬mandens og derved hele Egnens Vedkommende vil være af ubodelig Skade. At beskytte Vejen er Sogneraadets Sag, og allerede tidlig på Dagen er Raadet gjort opmærksom på Faren, som da det ogsaa selv maatte kunne indse. Faren kan ændres med et par timers Arbejde; men endnu hen imod Aften er intet Skridt paabegyndt til Vejens Beskyttelse, hvorimod de private Ejere have været i travl Virksomhed hele Dagen. Det er jo muligt, at det næste regnskyl vil lade vente paa sig til det høje og velvise Raad har sundet sig; men det er dog ikke aldeles afgjort. Ved sidste Sognerådsvalg lovedes der os alle mulige gode og vide Handlinger, om vi bare valgte fuldtro Venstremænd. Disse Højremænd fortabe sig jo kun i theoretisk Snak; men Venstre er praktisk og handledygtigt. Jan, vi se nu en Prøve paa det. Mon der fra Raadets Side er gjort det højst nødvendige Skridt til at paakalde den private God¬gjørenhed til Fordel for de Husarme? thi herfor er det jo ikke det Offentliges sag at sørge. Man maa haabe det; men det er meget tvivlsomt. Gid da andre mænd med Hjærte for den Fattiges nød ville tage sig af Sagen; thi Nøden er stor og Hjælp er nødvendig. - Der er ingen Tvivl om, at der er stor Nød til Stede blandt de fattige Fiskere i Lønstrup på Grund af den Ulykke, der ramte dem i Løverdags. De leve jo kun fra Haanden i Munden; og ligesom de have mistet flere af deres Ejendele, som de ere ude af Stand til at skaffe sig igjen, saaledes vil de næppe med frejdigt Sind kunne tage fat paa deres be¬sværlige og farefulde Hverv, medmindre godgjørende Mennesker komme dem til Hjælp. Det var ogsaa et hjærteskærende Syn at se, hvorledes de stakkels Koner i Gaar jamrede sig over, at deres Huse og Ejendele bleve revne bort, medens Mændene søgte at redde hvad der kunne reddes. Vi tillade os derfor at opfordre vore Medborgere til at stille sig i Spidsen for en indsamling af bidrag, hvorved Nøden blandt de fattige Fiskere nogenlunde kunde afhjælpes. Det følger af sig selv, at en saadan Indsamling helst maatte ske strax. -Uvejret, der rasede i Løverdags og især hjemsøgte det venlige lille Lønstrup, har ogsaa strakt sig over de omliggende Landsbyer og har haft skadelige Følger. Paa flere Steder har den store Vandmasse, det styrtede ned og lignede et Skybrud, bevirket, at Broer, der førte over Aaer og Bække, have taget saa betydelig Skade, at Færdselen standsede. I Løverdags Nat og i Gaar Morges har man imidlertid faaet den væsent¬ligste Skade udbedret, saaledes at man igjen kunde færdes paa Vejen. Da de større Vandløb ere gaaede over deres Bredder, er der desværre gaaet en stor Del Hø tabt. Man saa' saaledes i Gaar Syd for Grimstedbro Snese af Høstakke, hvoraf kun Toppe¬ne ragede frem over Vandet. En større Bæk længere mod Vest var aldeles overfyldt med Hø og Tørv.- Paa enkelte steder har Vandet fra de overfyldte Grøfter banet sig Vej ind over Sæden på Marken, medførende Jord og Sand, og endnu i Gaar kunde man paa flad Mark se Vandet mellem Kornet. I det Hele taget synes Uvejret dog ikke at have forværret Høstudsigterne synderligt. - Folk i Lønstrup forsikre, at Vandet strømme¬de ned i saadan Mængde, at Luften formørkedes, og at man ikke kunde se 10 Skridt fra sig. Man mener, at den voldsomme Regn, der var ledsaget af stærke Lyn og Torden, ogsaa har været i Følge med en eller flere Skypumper, der have udgydt deres indhold over Egnen. En Mand i S.'Har¬ritslev, der efter Vejret havde behaget sig lidt, var gaaet ud paa Marken, fandt her en sprællende Aal, der vejede 2½ Pd., og kan ikke forklare sig dette paa anden Maade end at en Skypumpe maa have ført den derhen. - Medens to Drenge fra Lønstrup havde søgt Ly for Uvejret i en Stald¬bygning i Vennebjærg slog Lynet ned i denne uden dog at anrette nogen Skade. - En stor Mængde Mennesker fra Hjørring have saavel i Gaar som i Dag gjæstet Lønstrup for rigtig at bese de ved Uvejret fremkaldte Omvæltninger, som ingen havde forestillet sig saa store som de i Virkeligheden ere. Vandmassen i den store Kløft, der nu saa at sige adskiller Byen i to Dele, har opslugt og tildels bortført følgende Huse: Strandfoged Laurizens Hestestald er sporløst forsvunden; Kjøbmand Segelckes Studestald og en Del af hans Vaaningshus er bortført; to Hr. Segelcke tilhørende Huse, der beboedes af Skipper Toft og Bødker Brøckmann, ere dels bortskyllede og dels nedbrudte; Niels Chr. Larsens og Enken Helene Mikkelsens Huse ere ligeledes borte. Flere Huse ere rømmede af deres beboere, da man frygter for, at de ogsaa skulle styrte ned. - Den uhyre Masse af Jord og Sand, Træer og Bygnings¬materiel, der af Vandstrømmen førtes ned fra Lønstrup, dannede i Gaar en lille Landtunge ud i Havet; denne, der var talrigt besøgt af de mange Skuelystne, bestod dog mest af det forræderriske Kvægsand. Flere af de Personer, der vovede sig ud paa denne gyngende Dæmning, vare nær ikke komme tilbage igjen, og et ungt Menneske fra Lønstrup, der under sit forsøg paa at hjælpe nogle Andre op, var sunket i et Hul, vilde uden Tvivl have tilsat Livet, hvis der ikke hurtig var kommen Hjælp fra et Par af de tilstedeværen¬de. - Under Uvejret i Løverdags var vinden SØ med let Brise, og Barometeret stod en Linje under "smukt Vejr". --------------- Katastrofens omtale i alle landets aviser gjorde, at folk strømmede til Lønstrup for at se ødelæggelserne. De første skridt til at gøre Lønstrup til en kendt badeby var taget. Lønstrup kro blev til badehotel, et par villaer indrettedes til hoteller. Fiskerne lejede deres huse ud og flyttede selv i baghuset. Skudehandler A. R. Segelcke, som i flere måneder fik afskåret forbindelsen til sit pakhus, som lå tæt ved stranden, flyttede det meste af sin handel til Hjørring, hvor jernbanen Nørresundby-Frederikshavn var blevet indviet i 1871. Turisme og fiskeri blev Lønstrups hovederhverv (Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn)

Skrevet af Tove Marquardsen

Badegæster 1878

Vendsyssel Tidende 26. juli 1878 Det synes at blive almindeligere med badning her på kysten, ved Lønstrup ligger således flere lang vejs fra komme gjæster, og forholdene tillade badning selv ved hård strøm af pålandsvind. Det er uden for al tvivl, at Lønstrup, når der blev gjort endog kun det nødvendigste til et større antal gjæsters bespisning, egner sig langt bedre til badested end til eksempel Hjerting og Fanø, hvor ebbe og flod medføre nødvendigheden af kostbare apparater til de badende, end her på vor frie vestkyst. Ved Lønstrup foregår badningen således, at den baden-de lægger sig i havstokken og lader de friske søer gå hen over sig, den frygtsomme har da en line på sig fra påklædningshuset, men efter nogle bade undlader man at bruge linen, der også er fuldkommen overflødig, eftersom badningen er fuldstændig farefri på denne måde. For herrer er lejligheden til svømning god nok i kilen mellem landet og inderste revle. Den, der vil bade her på kysten må naturligvis renincere på alle adspredelser af den art, som findes på de rigtige badesteder, men til gjengæld er befolkningen kun det halve her og vel næppe det.

Skrevet af Tove Marquardsen

Kolofon

Administrator
Svend Sørensen
Forfatter
Tove Marquardsen

Brugertags

Ingen brugertags tilføjet. Du kan være den første!

Relaterede emner