• Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv
  • Dansk Kulturarv

Henter afspiller ...

Stenbjerg Landingsplads

1880

Beskrivelse

Fiskerleje med heltemodig historie

På vestkysten ved Thy opstod der i 1600-1700-tallet en befolkning af fiskere. Stenbjerg adskiller sig fra andre fiskerlejer ved at ligge i et grønt område. Her gik fåreflokke, som også var et vigtigt led i økonomien. Først da samfundet begyndte at blive mekaniseret i midten af 1800-tallet, fik havfiskeriet et opsving. I 1972 indstillede man fiskeriet fra de store kystbåde, men de gamle pakhuse værner man stadig om. En forening til bevarelse af landingspladsen afholder hvert år Stenbjergdagen. Her går overskuddet til vedligeholdelse af miljøet, hvor både redningshuset og spilhuset er bevaret. Her har man også indrettet museum.

Alle mand i redningsbåden

En tåget morgen 10. marts 1904 fik redningsstationen i Stenbjerg en melding fra en fisker. Et skib var strandet 250 meter fra land. Klokken var 7.30 og opsynsmanden sendte straks bud efter de 12 redningsmænd og heste til at trække redningsbåden. En halv time senere forlod båden redningshuset, som dengang lå midt i byen. Klokken 9 satte de båden i vandet og sejlede ud til dampskibet Marie af Kiel. Alle 16 besætningsmedlemmer kom i redningsbåden og blev bragt i land. Hver redningsmand havde dermed tjent en dagløn på 15 kroner - mange penge dengang. Redningsstation blev oprettet i 1894, og omkring år 1900 var der én redningsaktion om året. I 1931 flyttede byen redningshuset ned til landingspladsen.

Skrevet af Svend Sørensen

Fiskernes sociale kår fra omkring 1880 til 1920

”Om ikke vi drog fra det yderste hav for bøjet og rynket at stå og høre de kluk, de mindernes suk fra bækken vi kyssed` som små." Citat af Jeppe Aakjær. Iflg. Nordisk Forskningsinstitut ved Københavns Universitet hed Stenbjerg i 1652 Stenberg. Berg betyder Bakke og her er tale om en stenbakke, som dannedes i istiden. Når jeg kører op gennem den lille asfalterede vej igennem klitterne åbnes der et fantastisk syn. Kun horisonten forhindrer, at jeg kan se Englands østkyst. En gang havde jeg østtyske gæster med derop, som aldrig havde set hav. De jublede simpelt hen. Tænk, at de gamle fiskere turde begive sig ud på dette kæmpe hav. Den udsigt vækker drømme – ikke minder - hos mig. Hvorpå baserer mine drømme sig så? Dels skriftlige kilder, fra min morbror, dels timelange beretninger fra min mormor og hendes døtre deriblandt min mor. Min morfar Anders Søndergaard Christensen blev født i Grurup i 1871 og døde i Snedsted i 1917. Som ung havde han forsøgt sig som ” rejsepost”. Resten af livet forsørgede han sig selv og den store familie, kummerligt, ved at køre med sin hestevogn fra Snedsted til Stenbjerg, hvor han købte fisk. Så agede han ind i landet, hvor han solgte fiskene. Ajs Høgholm, således kaldet fordi han som ung havde tjent på gården ”Høgholm” Sammen med min mormor Dorthea Maria Christensen (f. 1873 i Stagstrup, d. 1955 i Hornum) nåede han at få 13 børn. I daglig tale hed min mormor Thea Høgholm. Hun døde mens jeg var soldat, så hende kendte jeg jo udmærket. Hun var mærkværdigvis blevet uddannet son syerske i sine unge dage. Hun gik sammen med en svend fra gård til gård og syede folks tøj. Jeg spurgte hende en gang, hvornår de havde fri, når de var ude at sy. Det havde vi på den tid, hvor bonden syntes at det var for tidligt at bruge en tælleprås til at lyse op. Når lyset blev tændt arbejdede vi videre til de skulle i seng. I den tid sagde hun, kunne jeg få kæmmet mit hår. Når jeg havde vasket håret, så skyllede jeg det i øl. Hvordan levede de så? En af mine mostre sagde en gang til mig: ”Når jeg tænker på min barndom, så tænker jeg på fisk og fisk igen.” Ude ved den sølle rønne hvor hun og hendes søstre voksede op var gravet et lille vandhul. Om vinteren kunne der gå torsk rundt i vandhullet, som så kunne spises ved behov. En anden moster fortalte mig, at hun stod ved en dør og kiggede ind i stuen. En søster sagde til hende: "Nå, nu tog de det sidste stykke flæsk." Morfar havde sine svirebrødre med hjem. De drak brændevin og spiste flæsk til. Min morfar drak brændevin hver dag. En af mine mostre blev en gang på bare ben ved vintertide sendt til købmanden efter mere brændevin. En anden af mine mostre døde som ung. Hun slog hul på et knæ og konstaterede tørt ” så er a færdig”. Hun vidste godt at et åbent sår betød tuberkulose. Der gik tuberkulose i såret. Hun var i en periode på sanatorium, men måtte hjemsendes. Der var ikke penge til at betale for opholdet. Min eneste morbror fortalte om pigens hjemkomst: ” Det gik da helt galt”. Pleje og omsorg? Ak nej. Det gav fiskeriet ikke penge til. Undertiden var der 8 børn hjemme på samme tid. Indtil de blev bortadopteret. Først skulle der være penge til brændevin. Bagefter var der ikke meget at slå til side med. Stenbjerg var egentlig et dårligt sted for fattigfolk. Der kunne ikke avles en kartoffel, og der kunne ikke findes en pind til at fyre med om vinteren. Min mor, som var bortadopteret til et velstående hjem, kom af og til på besøg hos sine bedsteforældre i Snedsted. På ”Neesgaard” Moster Thora fortalte mig en gang, at når min mor kom til Snedsted, så blev hun afhentet ved banegården med hestevogn. Hun og hendes søstre løb bagefter hestevognen, og råbte. ” Se det er vor søster. Hun har frakke og støvler på.” De var stolte af deres søster. De løb med bare ben. Kan jeg slet ikke finde noget positivt om Ajs? Det skulle da være, at min eneste morbror har fortalt mig, at hans far en gang havde givet ham et Kongen af Danmarks bolsje. Nu gør jeg Ajs uret. Når han var ude at sælge fisk overnattede han under tiden på en gård. En af disse gårde var ”æ indkaast” i Ydby, hvor min mor var i pleje. Han gav sig til kende. Det må have været en højst særegen oplevelse for begge parter. Thea ? Hun gjorde i hvert fald det, at hun hele livet bevarede kontakten med sine børn. Det betød meget for min mor, at vide hvem hendes biologiske mor var. Thea sagde en gang til mig: det er ingen sag at følge et nyfødt barn til graven, men barn som man kar kendt…..Hun vidste hvad hun talte om. Hun sagde også: man må aldrig tro, at man kan få en mand til at holde op med at drikke, ved at gifte sig med ham. Hvad så med børnene? Når de kom til skælsår og alder klarede dig sig godt gennem livet. Støttepædagoger var ikke moderne omkring fiskerlejet på den tid. De tog livets tilskikkelser med besindighed. Tre af mine mostre, min mor deriblandt, blev blinde omkring 70 års alderen. Den ene deltog aktivt i Røde Kors` hjælpearbejde. Hun hæklede med en hæklenål fastspændt i skruestik. Hun kunne ikke bruge sin venstre arm. Min mor vævede tæpper efter, at hun var blevet blind. Min moster Ellen fortsatte et aktivt liv efter hun var blevet blind. Hun fortsatte med at synge i koret i den danske kirke hun tilhørte i New Jersey. Den samme som kaptajn Kurt Carlsen tilhørte. For yngre læsere. (Kurt Carlsen fra ” Det skæve skiw”). Jeg fik den oplevelse at besøge kaptajnen og hans kone hjemme hos sig selv. Da de kom til Amerika var kirken deres sociale netværk. "Jeg har prøvet at mangle 10 cent til et brød", sagde min moster. Hun havde en søn der døde som ung. Der var ikke penge til et gravsted, så de fik lov at begrave ham på et eksisterende gravsted. På sine gamle dage levede Thea af aldersrente. Hun gik under tiden til den lokale fiskehandler og fik et torskehoved. Min mor hjalp hende da økonomisk. Hun sørgede for, at købmanden leverede de nødvendige koks til vinteren. Dertil kom, at hun i længere perioder boede hos os eller andre af mine mostre. Hun var under krigen, husker jeg, altid beskæftiget med at strikke strømper eller hun lappede vores tøj. Dertil kom, at hun gad at spille ludo med min bror og jeg. Hele familien skulle en gang overnatte hos hende. Der var slet ikke plads nok. Derfor sad Thea og på en spisebordsstol og sov natten igennem. Hun var da omkring 80 år gammel. Da Thea blev gammel, sagde hun til mig. Det eneste ønske jeg har tilbage er, at jeg endnu en gang kunne få lov til at sove i en høstak en sommernat. Og så sagde hun. De tog alle mine børn fra mig, men jeg fik dem igen.

Skrevet af Aage Hedegaard Mikkelsen

Kolofon

Administrator
Svend Sørensen
Fotograf
Charles Nielsen
Fotograf
Ib Meinhardt
Fotograf
Klaus Madsen
Fotograf
T. Dam. C. Them
Fotograf
T.Dam.C.Them
Forfatter
Aage Hedegaard Mikkelsen

Brugertags

Ingen brugertags tilføjet. Du kan være den første!

Relaterede emner