Vennelyst

Det danske fristed

Vennelyst er i manges øjne indbegrebet af danskhed og hygge. Mange turister går rundt i området om sommeren og fotograferer ind over hækkene. Her er små frodige og velholdte haver og små huse, der er både hyggelige og finurlige huse. Her er også københavnere i alle aldre, der hygger sig og slapper af. Haveforeningen er mere end 100 år gammel. Men i dag indeholder den både unge mennesker og indvandrede danskere, der også sætter pris på kolonihaven som fristed. Lige ved siden af Vennelyst er et kolonihavemuseum på vej. Her skal være eksempler på haver gennem de sidste 100 år, som turister kan komme ind i og snakke med beboerne.

Skrevet af Inger Wiene

Hf. Vennelyst’s flotteste have

Franz Beckerlee finder ro i sin zenbuddhistisk prisbelænnede kolonihave. Der er kun en måde, hvorpå man kan få entre til den tidligere Gasolin-guitarist, billedkunstners japanske zenhave på, og det er den ydmygt bukkende. ”Grunden til, at indgangen er så lav, er at det forhindrer eventuelle fjender i at trække sværdet, hvis de skulle finde på at åbne skydedøren og trænge ind i haven”, forklarer Franz Beckerlee og kører den lille over 100 år gamle skydelåge med træpaneler til side med en raslende lyd. Her findes et meditativt stenlandskab med en rislende kilde og en bro, der fører videre til en fin lille pagodebygning a la ægte japansk tehus.”Huset – eller husene, for det drejer sig faktisk om to sammenbyggede huse – er opført i starten af forrige århundrede. I 1930’erne boede der en malermester i det ene og en dame i det andet. Så skete der det, at de blev forelskede i hinanden og lavede en dør mellem husene, så de kunne besøge hinanden. Til sidst fik de lov til officielt at slå grundene sammen, så faktisk har jeg en dobbeltgrund. Og pagodetaget? Det har jeg selv lavet”, forklarer Beckerlee, som er klar til wn rundvisning, som begynder ved vandposten til venstre for indgangen. ”Tsukubai har sin faste plads i alle japanske haver”, forklarer Beckerlee, ”her skal man skylle mund og hænder og på den måde gøre sig klar til at modtage havens fred”. Når man efter den indledende sammenfoldning retter sig ud igen, er man i en anden verden. Væk er den folkelige, nærmest arketypiske, danske hygge, der gennemsyrer hver en græsplet i Københavns ældste haveforening Vennelyst. Vandet, der stilfærdigt er til stede overalt, enten i bogstavelig forstand eller i form af et hav af symbolske referencer, er et af de stærkeste billeder i buddhismen, forklarer Franz Beckerlee: ”Vand har den unikke egenskab, at det ubesværet former sig efter landskabet og løber igennem det uden modstand. Denne tanke kan man jo også lede hen på f.eks. menneskelige relationer og den måde, man lever sit liv på. I det øjeblik man forliger sig med sin skæbne og accepterer tingene, som de er – da kan man være glad og lykkelig. Det er først, når man vil noget andet, at tingene begynder at blive svære og komplicerede”.

Skrevet af Bjarne Fredberg Knudsen

Japanske have i Vennelyst giver ro

Oppe ved huset plasker et lille vandfald. I nabohaven fløjter en solsort skingert og lykkeligt. Men ellers er her stille. Helt stille: ”Her i haven kan jeg finde noget af den ro, jeg søger. Og med det liv, jeg har levet, der trænger jeg til det”, siger han så. ”En af de ting, som jeg bruger rigtig meget tid på, når jeg er her, er at øve mig i ikke at tænke på noget. Det lyder nemmere, end det er. At tænke på ingenting. Tro mig – jeg ved det, for jeg har forsøgt i mange, mange år. Der ligger en stor værdi i ikke at tænke. At opnå en tilstand af væren kan man kalde det. Eller bare at være til stede i nuet”. Beckerlee blev kolonihaveejer ved at hans tidligere kone havde arvet haven fra en tante, og da hans kone døde, og deres børn ikke var interesserede i den, endte haven hos ham. Dengang var den helt traditionel med flagstang, græsplæne og rosenbede. Men han var begyndt at interessere sig lidt for bonsai og kunne se, at haven ville give ham en enestående mulighed for at opbevare sine træer udendørs. Derfor valgte han at beholde den. Hans interesse for japansk havekunst startede med, at han fik mulighed for at komme en tur til Japan, hvor hans stedfar nr. 2 var udstationeret for en kortere periode. I Kyoto, den gamle universitets- og kejserby, har de det system, at man som turist – gratis – kan få stillet en personlig guide til sin rådighed. Blot man taler engelsk sammen under rundvisningen. På den måde fik Beckerlee adgang til de mest fantastiske gamle haver og templer. Han havde ikke på det tidspunkt overhovedet overvejet at få sin egen japanske have. Det var slet ikke noget, der strejfede ham. Men indtrykkene har alligevel haft stor betydning for det videre forløb. En stor del af haven er anlagt i grus, der hver dag omhyggeligt formes til små glade bølger. Havens pryd – en svømmende havskildpadde med retning mod gudernes ø – har Beckerlee håndplukket i en helt almindelig dansk grusgrav: ”Kan du se, den ligner en skildpadde”, siger han med en lysende stille glæde. ”Stenen er en meget heldig sten. Skildpadden er nemlig et japansk symbol for ’good luck’ og ’long life’. Normalt må man lave den af flere forskellige mindre sten – en til hovedet, en til kroppen og også nogle sten til ben. Men denne her er komplet, som den er”.

Skrevet af Bjarne Fredberg Knudsen