Bag den 6. låge af Dansk Kulturarvs julekalender gemmer sig en artikel om DR's julekalendere fra DFI samt klip fra DR julekalenderen 'Vinterbyøster'!

DFI sætter fokus på tv-julekalenderen med Mathilde Kallehauge og Pernille Dahl Overgaard's  udførelige artikel: 'Dansk tv-julekalender til tiden - fra dukker til drama' om danske TV-julekalendere. På Dansk Kulturarv bringer vi et uddrag om dukkejulekalenderne, resten af artiklen kan findes på onlinemediet Kosmorama.

2. 1962-1978: Dukkernes storhedstid

Tv-julekalenderens første periode er en rodet affære med mange eksperimenter, alverdens dukker på skærmen og modtagelser, der spænder vidt. Midt i monopoltiden er lågeåbning, u-landsstøtte og fragmenterede fortællinger med til at lindre den lange ventetid frem til juleaften. En del er gået tabt, mens andre endnu lever i bedste velgående og har været med til at skabe fundamentet for fremtidens julefortællinger. Især fire er endnu ikke gået af mode.

2.1 Danmarks første tv-julekalender

Børnenes Julekalender er konceptet bag Danmarks første tv-julekalender, som indtager fjernsynsskærmen i de danske hjem lørdag den 1. december 1962 klokken 19.50. Historier fra hele verden består af 23 små, separate fortællinger. Med denne igangsætter Danmarks Radio den danske tv-julekalenders historie, men der er langt til den tv-julekalender, som vi kender i dag. Det daglige afsnit er i sort/hvid, og handlingen er opdelt i tre: Først bliver dagens låge i papjulekalenderen åbnet. Så følger en poetisk historie fortalt af dukker, animationer eller virkelige mennesker, som knytter an til billedet bag lågen. Til sidst vises et obligatorisk samfundsfagligt indslag om ulandene. I dag er kun lidt af sidste afsnit tilgængeligt, og dette er som kalenderens eneste præget af julestemning og traditionelle kønsroller: Her strikker nissemor og nissebørnene strømper til nissefar (Carlsen & Kirkebæk-Johansson, 2017).

Billede fra eneste bevarede sekvens fra Danmarks første julekalender 'Historier fra hele verden' (1962, DR).

Allerede ved første møde kan vi genkende flere af tv-julekalenderens uforanderlige karakteristika. Papjulekalenderes nedtællingsfunktion er tydelig, og handlingen centrerer sig om åbningen af dagens låge. Genrens undervisningsaspekt er klart fra første færd, da de små reportagefilm belærer børnene om levevilkår i fjerne egne. De daglige afsnit fylder bare 10 minutter i sendefladen og er uafhængige af hinanden. Den første danske tv-julekalender indeholder ingen føljetonbuer og er i virkeligheden kun forbundet af almanakken og juleaftens komme – og kører kun til og med den 23. december.

Med Historier fra hele verden tilbyder DR et alternativ til pap- og bogkalenderen, og helt sensationelt har danskerne nu muligheden for at opleve et nyt tv-program i december. BUS-sektionen (Børne-, Ungdoms og Skoleudsendelser) står bag Historier fra hele verden, og programsekretærerne Niels Jørgen Kaiser og Per G. Nielsen er i selskab med programmedarbejderne Mogens Vemmer og Mogens Winkler ophavsmændene til tv-julekalenderen i Danmark. Til fortællingen i 1962 lancerer DR en papjulekalender, som de glade juleforbrugere kan købe i danske boghandler, banker og sparekasser. Overskuddet går til Dansk U-landshjælp, og hermed er rammen for alle DR’s efterfølgende tv-julekalendere sat.

2.2 Al begyndelse er svær

Idéen til den danske tv-julekalender er et ’rent tyveri’ fra Sverige, hvor den første af slagsen ruller over skærmen allerede i 1960. Historier fra hele verden er resultatet og indleder den første periode, som varer til 1978. Dukkernes storhedstid udspiller sig naturligvis på DR og inkluderer foruden fortællingen i 1962: Nisserne Tim og Tam (1963), Bonus og Minus (1964), Juleteatret (1965), Børnenes Julekalender (1966), Kender du Decembervej? (1967), Besøg på Decembervej (1968), De to i ledvogterhuset (1969), Hvad en møller kan komme ud for (1970), Hos Ingrid og Lillebror (1971), Noget om nisser (1972), Vinterbyøster (1973), Jullerup Færgeby (1974), Vumserne og juleforberedelserne (1975), Kikkebakke Boligby (1977) og Fru Pigalopp og juleposten (1978) – nogle springer i øjnene mere end andre.

Der er i de første år tale om eksperimenter og usammenhængende historier kombineret i et virvar af animationsfilm, dukkefortællinger, dokumentarklip og lågeåbning. Det virker mest af alt som om, det handler om at få tv-kalenderen fyldt med underholdende og oplysende klip for børnene fremfor at fortælle en kontinuerlig historie, og udover udsendelsestidspunktet og titlen er det svært at få øje på en egentlig kobling til julemåneden. Mest iøjnefaldende er i denne forbindelse den navnløse og i dag heldigvis slettede kalender fra 1966, hvor hver dag indledes med en næsten identisk sekvens, som herefter følges op af fire vidt forskellige og fragmenterede serier á seks afsnit – hvoraf kun sidste del omhandler nisser (Nielsen 1989: 62-64).

Det egentlige gennembrud for Børnenes Julekalender kommer først i 1967. Ikke mange husker titlen Kender du Decembervej?, for bikarakteren Magnus Tagmus løber med al berømmelsen. Handlingen er for første gang sammenhængende og i afsnit på hele 15 minutter. I bedste H.C. Andersenske stil bliver alt legetøjet levende på Mortens drengeværelse. Dukkerne Jacob og Ula flytter ind den 1. december og udfordrer den søvnige magtbalance blandt legetøjet. Morten ønsker sig togvogne til sit lokomotiv, og dukkerne skal hver dag hente en ny vogn i tagrenden, hvor et lille tog kører rundt med den skingert syngende Magnus Tagmus.

Genrens første superstar, Magnus Tagmus i 'Kender du Decembervej?' (1967, DR).

Kender du Decembervej? er den første tv-julekalender med en overordnet mission. Fortællingen er nyskabende i sin brug af musicalindslag, hvor sangen ”Mit navn er Magnus Tagmus” stadig giver genklang – for nogen forbundet med glæde, for andre irritation. Med dukken Ula og hendes politisk ukorrekte og lettere uopfindsomme navn integreres u-landsproblematikken som noget nyt i selve handlingen. I 1968 får julekalenderen den knapt så succesfulde efterfølger Besøg på Decembervej, nu med Tagmusen i hovedrollen. Allerede i 1971 optræder Kender du Decembervej? som genrens allerførste genudsendelse HosIngrid og lillebror. Herfra overgår tv-julekalenderen til farver og får helt nye udtryksmuligheder.

2.3 Dukkebyerne

Periodens mest succesrige og bedst erindrede fortællinger er de teknisk veludførte dukkebyskalendere VinterbyøsterJullerup Færgeby og Kikkebakke Boligby. De forsøder ventetiden med sjove stangdukker, mageløse melodier og faste formuleringer. De fleste kan formodentlig huske dukkebyerne og indbyggere som Morten Post, Anton og Hr. Gniske. De kollektive universer fanger seerne, og der er i højere grad taget hensyn til den samlede familie med et bredt karakterunivers og holdningsspektrum, som lettere satirisk afspejler Hverdagsdanmark i 70’erne. I Vinterbyøstertematiseres den sociale arv hyggeligt i bagersønnen Julius og cirkusdidrektørdatteren Dorabella, som begge skal føre familietraditionerne videre, selvom han hellere vil være cirkusartist og hun stå i en bagerbutik.

De første 16 år af tv-julekalenderens historie byder på adskillige tendenser, hvad angår indhold og form. Der er mange eksperimenter, og det er vanskeligt at beskrive periodens tv-julekalendere som én samlet helhed. De daglige afsnit varer 10-15 minutter og består hovedsageligt som episodebuer underordnet én seriebue i kraft af kalenderfunktionen. De fleste husker nok bedst de fire intakte, som DR selv har valgt at holde i live på Bonanza, som en del af kanalens Kulturarvsprojekt.3 Der er tale om Kender du Decembervej?VinterbyøsterJullerup Færgeby og Kikkebakke Boligby, som har det til fælles, at de indeholder en kaotisk, men hyggelig stemning, hvor højtråbende karakterer og autonome dyr vækker varme følelser, så nostalgien driver.

Som en naturlig følge af dukkernes dominans er alle julekalenderne optaget i et studie. Kender du Decembervej? er en lille produktion, hvor Thorkild Demuth og Bob Goldenbaum kreativt frembringer lokomotivrøg med cerutter. I et lille primitivt studie på sølle 2x5 meter får de med stor succes den lille fortælling til at udspille sig som på Nørrebros tagrygge. Heroverfor er dukkebyskalenderne imponerende, innovative storproduktioner med plads til adskillige dukkeførere under kulisserne, som er placeret to meter over gulvet. Vinterbyøster er i 1973 den dyreste julekalenderproduktion hidtil og udgør en svimlende fjerdedel af hele årets budget hos BUS-sektionen (Götzsche, Johansen & Mandrup, 2001).

Den imponerende iscenesættelse af en hel by i 'Vinterbyøster' (1973, DR).

 

2.4 Julekalendere uden jul

Overordnet fylder juletemaet ikke meget i 60’erne, men fungerer nærmere som ramme for en række mindre historier. Nisserne Tim og TamHvad en møller kan komme ud for og Noget om nisser har som de eneste nissen i en fremtrædende rolle. I andre tilfælde er dukkekaraktererne blot sjove småfigurer, der introducerer dagens klip som Bonus og Minus og Kasper og Lisette i Juleteatret. I de senere dukkebyskalendere er julens figurer også nedprioriteret. Der er i stedet stort fokus på små finurlige handlingsforløb, velskrevne sange og humoristiske replikker, der skaber en let stemning. Fra 1967 tyder det på, at en ny tendens begynder med musikindslag i selve indholdet. Originalt komponeret musik falder i god jord hos seerne og bliver en konvention for genren (Nielsen 1989: 76). Det samme gør narrative, sproglige og musikalske gentagelser. I tidens langsommeligere fortælletempo afsluttes Jacob og Ulas daglige tagrendetur traditionelt med Bamselajses dovne annoncering: ”Op med døren! Døren er åben!” (Kender du Decembervej?, 1:08.43).4 Kikkebakke Boligbys Bo Matrikelhys minder hele tiden beboerne om, at han: ”ejer det hus og det hus og det hus og Kikkebakke deroppe” (Kikkebakke Boligby, 1:10.01), mens Alfred dagligt synger om sin absurde passion for opvask.

Enkelte kalendere bliver husket for at falde særligt uden for periodens i forvejen forskelligartede korpus. Vumserne og juleforberedelserne fra 1975 med Jytte Abildstrøm i hovedrollen indeholder på bizar vis et metaaspekt ved at stille spørgsmål til julens mange traditioner som styrende for dagligdagen (Nielsen 1989: 76) – ikke just et børnevenligt tema. Også periodens sidste Fru Pigalopp og juleposten skiller sig ærgerligt ud som en af genrens tidlige fiaskoer: Tegnefilmen består af kedelige stillbilleder, som selv ikke Ove Sprogøe kan speake til live (Götzsche, Johansen & Mandrup 2001).

2.5 DR’s monopoltid

I genrens første periode er DR eneste aktør på markedet. Derfor er tv-julekalenderen for både børn og voksne den eneste mulighed for at underholde sig med det forholdsvis nye medie i dens sendetid.

Udsnit af det begrænsede udvalg i tv 3. december 1967 (LARM.FM).

Det samlede Danmark har kun haft mulighed for at se tv i to år, da Historier fra hele verden sendes. Produktionsmæssigt er perioden præget af gengangere. Fra 1962 til 1965 står Thok Søndergaard og Winkler bag tv-julekalenderen, fra 1967 til 1972 dominerer Demuth, og fra 1973 til 1977 er de store dukkebyskalendere skabt af et, efter Vemmers mening, helt særligt hold:

Det var en supergruppe, der arbejdede tæt sammen: Jørgen Mathiasen, DR’s første og bedste scenograf, Per Nielsen, produceren, der aldrig glemte sin perfektionistiske skrædderfortid, Jesper Klein, der forgyldte dialogerne, Finn Bentzen, der tegnede dukkerne, Hanne Willumsen, der syede dem, og Erik Sørensen, der konstruerede de sindrige kraner, færger og blinkende fyrtårne. Asger Pedersen skrev alle de sange, vi kan huske den dag i dag (Vemmer 2006: 213-214).

Der ingen tvivl om, at julekalenderne Kender du Decembervej?Vinterbyøster og Jullerup Færgeby er store succeser for DR. For mange står Kender du Decembervej? som den første i genren, og DR betegner den selv som begyndelsen på danskernes ”kollektive julekalenderhukommelse” (Götzsche, Johansen & Mandrup 2001). Vinterbyøster genudsendes allerede i 1976, hvilket vidner om store omkostninger og høj popularitet. Førstegangsudsendelsen ses af 3/4 af børneseerne og fanger desuden 2/3 af den voksne befolkning en eller flere aftener (Nielsen 1989: 105). DR kalder selvsikkert Jullerup Færgeby en”klassiker inden for dukkegenren” (Carlsen & Kirkebæk-Johansson 2017), og med rekorden som den mest genudsendte julekalender fra perioden med fire repriser er det helt berettiget. Sidst Antons bukser revnede var i 2014.

2.6 Jullerup Færgeby – en klassiker

Allerede året efter den populære Vinterbyøster i 1973 hjælper dukkerne igen børnene gennem julemåneden. Nu befinder vi os i den fiktive Jullerup Færgeby, og (dukke-)børnene er også her centrum for handlingen. Hverdagen forløber lettere kaotisk i den lille by ud til vandet, hvor kranen ”sitter fast”, og en lastbil ramler ind i både haver og huse. Drengen Jonas (Jesper Klein) flytter den 1. december ind i nummer 44 og kaldes herefter ikke andet. Tilflyttermotivet bliver centralt for genren og begyndte allerede, da Jacob flytter ind på Decembervej. Sammen med 44 er han en af de første i en lang række nye beboere i forskellige universer og fortællinger.

Jullerup Færgeby er den serie i dukkebystrilogien, der indeholder flest juleelementer. Indikeret af titlen danner julen ramme for fortællingen, mens dagliglivet i byen skildres satirisk med referencer til samtidens konkrete problematikker og samfundsforhold. Børnene taler om, at havnen er forurenet, og fiskebilen med bogstaverne EF på siden taber nypåhægtede passagerer og skaber kaos, hver gang den kommer til den finurlige by akkompagneret af en hurtig forstyrrende jazzmelodi. Til hverdagen hører en kernefamilie med far, mor og tre børn. Anton (Claus Ryskjær), Kaja (Sanne Brüel) og Knud (Hanne Willumsen) bor i byens havn i et fyrtårn, og børnene sejler hver dag ind til fastlandet i ærinder for forældrene, Emma (Helle Hertz) og Holm (Claus Ryskjær), som i en karikatur passer deres respektive pligter, hvor mor ordner alt fra børnepasning til vasketøj, og fars standardsvar er, at han har travlt med at male. I et klassisk kønsrollemønster befinder Emma sig i stueetagen og køkkenet nær børnene, mens Holm ordner det praktiske udenfor og som regel hænger højt oppe på stigen, og man behøver ingen stærke kontekstuelle fortolkningsbriller for at se Emma som overbeskyttende og Holm som lettere fraværende.

Iscenesættelsen fra 'Vinterbyøster' videreføres til julekalenderen året efter ('Jullerup Færgeby', 1974, DR).

I 1974 indfinder julestemningen sig tidligere end sædvanligt, og ventetiden forsødes af færgebyens forskellige beboere. Kaptajn Gus (Poul Thomsen) læser aviser med humoristiske juleoverskrifter som: ”For høje priser på flæskesteg” (Jullerup Færgeby, 5:06.56) og ”Er julenisser røde?” (Jullerup Færgeby, 18:05.44) til glæde for den opmærksomme seer. Husmoren Emma forsøger stresset at klargøre fyrtårnet til juleaften. For de yngste seere fungerer det som humoristisk nedtælling, for de voksne påtaler det julemånedens overdrevne travlhed, og for os er det kimen til fremtidens hvileløse julekalendermødre. Børnenes sparsomme overtøj minder seeren om et hyggeligt vinterlandskab, og deres snak om juleønsker og ’sønisser’ eksemplificerer den barnlige forventningsglæde op til jul. Julestemningen er for første gang en ekstra lille gave, som seeren kan pakke op ved siden af den primære handling om skattejagt og hverdagsliv i færgebyen.

2.7 Antiklimatisk skattejagt

3. december vælter Kaptajn Gus’ galionsfigur igen og mister atter en gang hovedet. I det ligger et skattekort, som sætter ramme for børnenes overordnede mission og størstedelen af handlingen. Anton, Knud og 44 opretter den hemmelige hule HH på havnen, hvorfra skattejagten tager udgangspunkt. Først er den ”forbut” for tøser, men Kaja og Vera (Helle Hertz) kommer på bedste feministiske vis snart til at stå i spidsen for hele eftersøgningen og de kiksede og lettere uduelige drenge.

Det viser sig hurtigt, at det ikke er let at finde en skat i den ellers lille by. Skriften er svær at tyde, og børnene må have hjælp fra både Kaptajn Gus, Kalle Kulmule (Jesper Klein) og de andre voksne i byen, som forvirrer mere end de hjælper. Først den 23. december, da Knud ved et tilfælde falder i et hul, finder de skatten. For børnene er missionen fuldført, men som voksen seer sidder man tilbage i et antiklimaks skuffet over, at skatten ikke viser sig at være andet end gammelt sørøverservice. På én og samme tid er det humoristisk, at børnene i en måned har ledt og ledt efter en skat, der var lige for næsen af dem og ikke engang indeholder penge, men det passer perfekt ind i hele julekalenderens fjollede og hyggelige tone. I nabobyen med det pudsige navn Flunkelev får børnene hver en dusør, og julen kan nu fejres i nogenlunde ro og mag i den livlige og larmende færgeby. Julekalenderen lærer de yngste seere om værdien af eventyr og fælles julehygge, som er hævet over materielle goder – men set i et narratologisk perspektiv leveres læresætningen på bekostning af et egentligt klimaks. Heldigvis helt i humorens ånd.

I de daglige ture til Jullerup Færgeby stifter seeren bekendtskab med dukkerne. De har alle træk, vendinger og endda sange, der definerer dem og skaber genkendelighed. Knud siger ”øvkay”, hvilket irriterer de andre børn. Anton står for et af de mest underholdende og uforglemmelige elementer i den danske tv-julekalenders historie: Hans bukser revner gang på gang til stor irritation for ham selv og lige så stor fryd for seeren. Det tilvejebringer en af genrens mest udødelige replikudvekslinger: ”Anton, du har revnet dine bukser!”, ”Det ved jeg da godt, din odder!” (Jullerup Færgeby, 1:10.10), som komisk er akkompagneret af det statiske og tomme stangdukkeblik i en evig diskussion mellem de to brødre, som virker helt fortabte uden storesøster Kaja. Til tonerne af ”Fire strømper uden fod” ledes seeren rundt med børnene hele måneden.

Kaja i spidsen for byens børn i den hemmelige hule og Anton og Knud i evig diskussion ('Jullerup Færgeby', 1974, DR).

Alle Jullerup Færgebys 15 minutter lange afsnit er forankret i en fast rytme. Hver morgen sejler Anton, Kaja og Knud ind til byen med formaninger fra forældrene om at passe på inde på fastlandet. Om aftenen sejler de hjem igen og afslutter på denne måde dagens ’eventyr’. Som i mange seeres hjem har de store børn en ugerytme, og fritidsaktiviteter annoncerer weekendens komme. Hver lørdag er slikdag, og heller ikke det går stille for sig. Veras mor, Grace, ejer skibsprovianteringsbutikken og giver hende aldrig penge til slik. Det er ikke af pengemangel, men af praktiske årsager. Morens måske ugennemtænkte rationale lyder, at hendes egne penge alligevel havner i hendes kasse. Derfor kan Vera tage, hvad hun vil. En sand drøm for alle andre børn, men Vera vil bare gerne være ligesom sine venner hver eneste lørdag. Med et fjollet og umiddelbart løseligt problem om slik møder julekalenderen børnene i øjenhøjde og tilbyder samtidig de voksne et billigt, men godt grin.

Julekalenderens overordnede mission er defineret ved skattejagten, som udspiller sig fra den 3. til 23. december, og med sin længde nærmere er en føljetonbue end en egentlig seriebue. Men der er størst fokus på selve skattejagten. Udover at tage hensyn til seeren fordrer julekalenderen også et vist engagement ved hjælp af mere udførlige føljetonbuer end tidligere set. Grace, Emma og Anton skal med bussen til Flunkelev. Men vognen, der er spændt efter Euro Fisk-lastbilen, falder af, og den travle og uforståelige Jens Peter Bus (Lasse Lunderskov) kører videre uden dem. Først dagen efter lykkes det at komme til nabobyen. Har seeren ikke set optakten i det ene afsnit, kan begyndelsen i det næste virke forvirrende.

2.8 Seertal, ris og ros

Jullerup Færgeby sendes på DR’s eneste kanal fra 18.00 til 18.15 i december 1974. Tidspunkt såvel som indhold henvender sig til børn, men grundet de mange voksenvenlige elementer og manglen på alternativer har forældrene rimeligvis også set med. Også dette år står Willumsen, Klein og Bentzen bag produktionen, dukkerne, manuskriptet og mange af stemmerne. Det resulterer i en sejrsstime af genudsendelser i 1982, 1990, 1997 og 2014. Ved gensynet i 1997 følger 552.000 i gennemsnit med. Et relativt lavt seertal, der kan skyldes DR’s prioritering af nyproduktionen Den hemmelige tunnel og TV 2’s store succes med Alletiders julemand samme år. Da DR Ramasjang i 2014 overtager genudsendelsen, høster den gennemsnitligt 100.750 seere – et pænt tal for den lille søsterkanal. Julekalenderen har været Nordisk Films mest efterspurgte julekalender på DVD (Iskov: 2012a), og Jullerup Færgeby er stadig en storfavorit blandt seerne.

Julekalenderen modtager ikke kun ros, for i 1974 vælter det ind med klager over portrætteringen af stereotype kønsroller. Der er bare fire kvindelige karakterer i hele handlingen, og det møder kritik. Sagen kommer sågar for Radiorådet, men julekalenderens skabere får medhold i december og slipper for at redigere det næsten færdige materiale. Winkler forsvarer indholdet og indikerer, at kritikken er for ensidig: ”Man skal vel også passe på, at man ikke fokuserer så meget på kvindediskrimineringen, at man helt glemmer, at der faktisk gøres en del grin med mandsrollerne” (Vemmer 2006: 216) – et synspunkt, som vi kun kan tilslutte os. Jullerup Færgebyfremstiller netop, at kvinderne kan klare sig selv og endda må hjælpe mændene, som har problemer med både kranføring og lastbilkørsel. Tre år senere både imødekommes og kritiseres kritikken alligevel i Kikkebakke Boligby, hvor faren Alfred, bragt til live af Frits Helmuth, helliger sit liv til opvask, og brandchefen hedder Fru Brand, som ingen ringere end Lily Broberg lægger stemme til.

Med et kollektiv af hovedkarakterer, humoristiske og mindeværdige replikker som narrativ drivkraft og en gåde har Jullerup Færgeby et sammenhængende indhold og en konkret mission, som de mere episodiske Vinterbyøster og Kikkebakke Boligby mangler. Desuden viser antallet af genudsendelser, den store efterspørgsel og utallige omtaler, at Jullerupkalenderen har mere kvalitet end de to andre og er periodens bedste. I 2007 hylder DR2 nostalgisk den og de andre dukkebyer. Stilen er den samme med stangdukker i et sort lokale, da voksenjulekalenderen Yallahrup Færgeby vender tilbage til rødderne og om på traditionerne. Den hyggelige havneby er er nu skiftet ud med den hårde ghetto, og Anton er blevet til Ali.

Læs resten af artiklen på onlinemediet Kosmorama.

Klip fra Vinterbyøster 1:24, 1973.
Vinterbyøster og dens indbyggere bliver præsenteret.
Se hele første afsnit af Vinterbyøster på Dansk Kulturarv.

Klip fra Vinterbyøster 1:24, 1973.
Postbudets sang. 
Se hele første afsnit af Vinterbyøster på Dansk Kulturarv.