Blandt træskibe, fisk og gullash-kanoner

af Nanna Folke Olsen, Etnolog og museumsinspektør ved Limfjordsmuseet

”Kan I få tiden at gå om vinteren?”

Utallige gange har jeg fået spørgsmålet om, hvad i alverden vi dog bruger vores tid til på Limfjordsmuseet i vinterhalvåret. Og på en vinterdag kan det da også godt tage sig lidt stille ud på vores lille forblæste plet på strandkanten ud mod Løgstør Bredning – set udefra. For lige så travl og levende det lille museum er udenpå om sommeren, lige så travl og levende er det om vinteren indeni. Det er er nemlig i vintersæsonen, at vi skal nå alt det, vi ikke kan nå om sommeren, og ikke mindst forberede alt det, der skal ske i løbet af sommeren. Her bliver der forsket, indsamlet, registreret, projektudviklet, fundraiset, bygget både, bygget udstillinger og løbet stærkt. For det hele skal stå klar, når vi slår dørene op for sæsonen.

Limfjordsmuseet er et lille museum med en stor personlighed. Som Limfjordens museum er vi en form for regionalmuseum, der geografisk dække hele Limfjorden fra Hals til Thyborøn med tilstødende kyster og historisk dækker fra vikingetid til i dag. Vi er et af Danmarks blå museer med fokus på søfart, fiskeri, krejleri, havjagt, vandbygning og færgefart, men også lystsejlads, kystkultur, skibsbygger og meget mere. Limfjordsmuseet har en relativt lille og meget homogen samling. Til gengæld har vi en god håndfuld store genstande. Til dem hører vores fartøjer – 12 i alt – hvoraf 11 er bevaringsværdige og ikke mindst Danmarks ældste fungerende Drejebro fra 1861. Dertil kommer et bådebyggeri, hvor vi er med til at bevare den immaterielle kulturarv i form af traditionelt bådebyggerhåndværk. Vi holder til på et område omkring Frederik VII’s Kanal, som med sine 4,4 km i længden er vores største museumsgenstand, og én vi er ret glade for. Sommeren igennem kan man komme på guidede sejlture og høre om kanalens tilblivelse og hvorfor der ligger en kanal ganske få meter fra fjorden.   

Limfjordsmuseet er både museum og arkiv.

Museum ud til folket

Limfjordsmuseet nåede for nogle år siden til den erkendelse, at der skulle noget andet til, hvis vi skulle overleve som museum. De dage, hvor gæsterne kom til museet, købte en billet, så udstillingen og var tilfredse med det, er ovre. Vi skal stadig lave gode, vedkommende, spændende og aktuelle udstillinger, ingen tvivl om det, men vi kan ikke sidde og vente på, at folk kommer til museet – museet skal komme ud til folket. Det er en strategi, der præger hverdagen på museet i dag. For mit vedkommende betyder det, at jeg lige nu arbejder på en ny permanent udstilling om Limfjordens søfart i vores gamle afdeling fra 1861. Samtidig er jeg ved at ansøge om midler til at etablere en snorkelbane, der skal give et indblik i Limfjorden under overfladen for lokale og turister. Det er også tid for klargøring til sommerens sejladser med vores turbåd GREVINDE DANNER på Frederik VII’s Kanal. En aktivitet, der kræver at museet fungerer som et rederi og har de nødvendige tilladelser, sikkerhedsgodkendelser og følger gældende uddannelseskrav. Kontakten med Søfartsstyrelsen i den anledning falder ind under museumsinspektørens daglige arbejde. Alt sammen aktiviteter, der skal føre til, at vi kan formidle kulturarven derude, hvor den er, men også derude, hvor folk er.

Værftsarbejdere og gullasch-kanoner

På Limfjordsmuseet er vi så heldige at have en stor og varieret gruppe af mennesker, der lægger deres fritid og hjerteblod i at bevare og formidle Limfjordens kulturarv. De frivillige er med til at tilgængeliggøre Limfjordens kulturarv for museets gæster, og uden dem var en lang række af museets projekter ikke mulige. Medarbejdere og frivillige samarbejder bl.a. om at restaurere museets skibe, laver guidede sejlture på Frederik VII’s Kanal, opbygge udstillinger og bemande museets gullasch-kanon, der bespiser deltagerne ved flere af museets store årlige festivaler og arrangementer. To grupper af frivillige er sammen med vores bådebygger og skibstømrer i skrivende stund i gang med at restaurere jagten KIRSTINE fra 1887 og pennalhuset NORA fra 1937. Det er projekter, der løber over flere år, og sker sideløbende med, at de samme frivillige og medarbejdere vedligeholder resten af vores sejlende skibsflåde.  De frivillige er naturligvis en uvurderlig arbejdskraft, men de er mere end det. De er også med til at skabe forbindelse fra museet, der af nogle kan opfattes som en lidt fjern og lukket institution, til vores gæster. Både de lokale og de tilrejsende. Som sådan er vores frivillige vores vigtigste formidlere og ambassadører.   

For at bevare den maritime kulturarv i Limfjorden har museet indkøbt jagten KIRSTINE fra 1887. Skibet bliver ført tilbage til sit oprindelige udseende.

Nanna Folke Olsen er etnolog og har arbejdet på Limfjordsmuseet som museumsinspektør i knap 10 år. Hun har ansvaret for museets samlinger og arbejder desuden med formidling, indsamling, frivillige, skibene og det meste af det, museet rummer.

 

 

Limfjordsmuseet er et af de blå museer med fokus på søfart og fiskeri. Her er det et ålejern, som der har været utallige af i fjorden.

Limfjordsmuseet ligger mellem fjorden og Frederik VII's Kanal

Den immaterielle kulturarv i form af håndværk holdes i live bl.a. igennem vores frivillige. Her demonstrerer de smerting, som er klædning af wire.